Allan Busk stopper i lokalpolitik

03:44

Rebild Kommunes største stemmesluger Allan Busk genopstiller ikke ved næste valg. Et umenneskeligt arbejdspres er årsagen.

Med 1776 stemmer ved kommunalvalget i 2017 blev Allan Busk den store sejrherre i Rebild Kommune, hvor han var med til at sikre fire mandater til Den Sociale Fællesliste. Især på hjemmebanen i Terndrup har Allan Busk fået en næsten uhørt opbakning med hver anden stemme.

På trods af hans popularitet, har han valgt at stoppe i lokalpolitik. Det er en beslutning, der har været undervejs længe. 

- Jeg har i halvandet år været formand for 3F Aalborg, som er en stor post og også min førsteprioritet, og derfor er jeg nødt til at tage konsekvensen. Jeg arbejder lige nu 18-19 timer i døgnet og kan mærke, at det tempo kan jeg ikke fortsætte med, siger Allan Busk.

Politisk rebel

Som politiker har Allan Busk været en rebel. Efter fire år i Regionsrådet for Socialdemokraterne brød han med partiet og stiftede sin egen politiske bevægelse – Den Sociale Fællesliste. Ved Kommunalvalget i 2013 stormede listen ind i Rebilds byråd med tre mandater, hvor de sikrede Leon Sebbelin (Rad.V.) hans første borgmesterperiode. Allan Busk blev ved samme lejlighed viceborgmester.

Alliancen med Leon Sebbelin holdt ikke til valget i 2017, hvor Allan Busk og Den Sociale Fællesliste gik til valg på at vælte borgmesteren. På trods af fremgang og et flertal med Venstre og Dansk Folkeparti blev borgmesteren siddende. Han fik nemlig Dansk Folkeparti til at skifte side.

Allan Busk har opnået stor popularitet med sin direkte og kontante facon, der især er gået rent hjem hos vælgerne i Terndrup, men også har aftvunget respekt fra hans politiske modstandere. Gert Fischer, der var spidskandidat for Venstre ved det seneste valg siger:

- Han er godt forberedt og gør sit hjemmearbejde. I de fire år vi har siddet i byrådet sammen har jeg oplevet ham som en meget skarp forhandler. Det tager tid at komme i land, men til gengæld holder han også sine aftaler.

"Grænsen er nået"

Allan Busk har været kendt for at tage mange lokale sager op og kæmpe for dem i byrådet. De har været med til at karakterisere ham som en folkelig politiker, men også været med til at slide ham op.

- De mange enkeltsager og personsager har været et kæmpe arbejde, det skal ikke være nogen hemmelighed, men jeg siger heller ikke nej til folk og svarer alle, der henvender sig, for det mener jeg, man skal som politiker. Men grænsen er nok nået for, hvad jeg kan tage på mig som menneske, siger Allan Busk.

Fagforeningsformanden fortsætter i byrådet frem til næste kommunalvalg som formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Rebild Kommune. Til gengæld viger han pladsen i Økonomiudvalget. Han mener ikke, at han svigter sine mange vælgere, ved at trække sig til næste valg.

- Jeg garanterer for, at jeg bliver ved med at søge indflydelse denne valgperiode ud – jeg synes bare, det er vigtigt at melde ærligt ud, at jeg ikke genopstiller, for det vil tage en del af presset på mig. Jeg vil udelukke, at jeg kommer igen på et tidspunkt, men jeg er ikke på valg næste gang – det ligger helt fast, siger Allan Busk

Flere nyheder fra TV2 Nord