En mystisk mand i en hvid bil er på dagsordenen, når Bjergby Borger- og Grundejerforening holder møde onsdag aften.
Det har skabt røre i den lille by Bjergby ved Hjørring, at en mand forsøgte at lokke en 8-årig pige ind i sin hvide bil.
Nu har borgerforeningen i byen sat den mystiske mand på dagsordenen, når de holder møde onsdag aften.
- Alle er dybt rystede. Der plejer at være fredeligt her i byen. Skal vi nu til at være utrygge, når vores børn går hjem, spørger Ann-Sophie Hedegaard, der er bestyrelsesmedlem i borgerforeningen, og som selv har to børn på skolen.
Hun fortæller, at borgerforeningen i aften vil se på, om de kan gøre noget, så byens børn - og deres forældre - kan føle sig trygge.
- Vi opfordrer folk til at have øjne og ører åbne – især omkring de tidspunkter, hvor børnene får fri fra skole, siger hun.
Nyheden om tirsdagens episode har hurtigt spredt sig på de sociale medier. I skrivende stund er en statusopdatering, som moderen til den 8-årige pige har skrevet, delt over 1000 gange.
Skolen i Bjergby reagerede med det samme, de blev opmærksomme på hændelsen, og orienterede forældre og lærere på Forældreintra få timer efter manden kontaktede den 8-årige pige.
- Vi har en god by med et rigtig godt sammenhold. Vi kender hinanden, og vi er opmærksomme, så det skaber tryghed, fortæller Ann-Sophie Hedegaard.