Alle kommuner indfører afbrændingsforbud: Hvad må man?

Fra onsdag er det forbudt at bruge kulgrill, ukrudtsbrænder med mere over alt i Nordjylland. Se alle reglerne og gode råd i artiklen.

Fra onsdag klokken 12 er der indført afbrændingsforbud i alle nordjyske kommuner. Det oplyser Nordjyllands Beredskab til TV2 Nord. 

Forbuddet kommer efter en lang periode med en helt ekstraordinær tørke.

I de seneste to måneder har Nordjyllands Beredskab været kaldt ud til mere end 80 naturbrande, der dækker over alt fra mindre beplantninger, hække, græsarealer, marker og lignende.

- Vi vurderer nu, at risikoen for brandspredning til klitplantager, bygninger mv. er blevet så stor, at der indføres afbrændingsforbud, siger Diana Sørensen, der er direktør hos Nordjyllands Beredskab.

Dermed har alle kommuner fra den 4. juli klokken 12.00 indført afbrændingsforbud. I forvejen havde 73 af landets kommuner indført afbrændingsforbuddet, men fra tirsdag gælder det altså alle landets 98 kommuner.

Hvordan skal man forholde sig

Forbuddet gælder enhver brug af eller afbrænding af:

  • Ukrudtsbrænder
  • Bål
  • Brug af kulgrill, herunder engangsgrill
  • Åben ild på offentlige naturområder med vegetation
  • Halm, halmstakke og lign. der afbrændes på marker eller uopdyrkede arealer
  • Haveaffald
  • Affald fra skovbrug

Under forudsætning af konstant opsyn, og at man har egnede slukningsmidler i nærheden, så er det tilladt at bruge gasgrill, trangia og lignende på fast og ikke-brændbart underlag på egen ejendom, ved sommerhuse, campingpladser, feriecentre og restauranter.

Desuden er erhvervsmæssig håndtering af arbejde, jævnfør reglerne for varmt arbejde, tilladt, hvis det ikke er en del af ovenstående.

Nordjyllands Beredskab oplyser, at forbuddet gælder indtil videre.

Gode råd i varmen

  • Parker aldrig bilen i højt græs (katalysatoren kan antænde brand)
  • Smid aldrig cigaret skodder fra dig i naturen
  • Efterlad aldrig flasker mv. i naturen. (Virker som brændglas og kan antænde en brand)
  • Smid aldrig aske i naturen (kan indeholde gløder meget længe efter brug)

                                                                                                                         Kilde: Nordjyllands Beredskab

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland