Det var med stor fornøjelse, at jeg forleden læste Peter Christian Jensens blog ”En hyggelig restaurant er ikke en ammestue”. Hoteldirektøren fra Ruths i Skagen er træt af ammende mødre uden situationsfornemmelse, må man forstå.

Ruths Hotel er jo mig bekendt en privat virksomhed, og derfor tænker jeg selvfølgelig også, at det må stå direktøren frit for at opsætte nogle minimumsregler for, hvad han mener er god takt og tone i sin restaurant. Det vil jeg ikke blande mig i.

Lad mig i den forbindelse komme med en lille tilståelse. Faktisk har jeg set frem til, at Peter Christian Jensen skulle debutere her på bloggen. Mest fordi jeg har haft en forventning om, at han måtte være en slags ekspert udi feltstudier af menneskers adfærd på restauranter. En disciplin, som jeg selv på amatørbasis har haft stor fornøjelse af gennem årene. Jeg tror, i parentes bemærket, at en anden hirtshalsdreng, som jeg holder meget af, nemlig Niels Hausgaard, også har brugt en del tid på det samme. I hvert fald går hans talrige og ofte meget stemningsmættede og maleriske skildringer af besøg på restauranter og kroer rent hjem hos mig.

Velbekomme

Da jeg læste Peter Christian Jensens indlæg, kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at lade tankerne flyve tilbage til nogle af de restaurantbesøg, som jeg selv i årenes løb har haft fornøjelsen af – også i Skagen. Og jeg må altså blankt erkende, at jeg ikke kan mindes nogensinde at have oplevet ammende kvinder inden for min synsvinkel, når jeg har været ude at spise. Måske kommer jeg bare for lidt på Ruths Hotel. Jeg ved det ikke. Men personligt kan jeg altså ikke forarges over, at småfolk på flydende kost og med medbragt mad også skal have noget at spise. Fred være med det og velbekomme.

Jeg har til gengæld erfaret noget andet i forbindelse med mine egne helt uvidenskabelige amatørstudier ved restaurantbesøg, som undrer mig, og som jeg vil tro, at en hoteldirektør eller to også må have undret sig over i ny og næ, men som Peter Christian Jensen ikke kommer ind på i sit blogindlæg.

Noget kunne nemlig tyde på, at ammestuesnakken trives ganske fint – også helt uden børn og ammende kvinder. I hvert fald tyder mine egner iagttagelser på, at der er masser af ammestuesnak rundt omkring til at krydre de krogmodnede bøffer – og det til trods for, at der som oftest slet ingen børn er til stede. Det kan godt undre mig. Man skulle jo ellers tro, at de fleste voksne mennesker kunne finde på andet og mere interessant at tale sammen om end bleer og bøvser og den slags, når de nu endelig har voksen tid sammen – og måske ovenikøbet tilbringer tosomheden et spændende sted som eksempelvis Ruths Hotel.