Royal Greenland: Ansatte er i arbejde igen efter orientering fra ledelsen

De omkring 50 ansatte på virksomheden Royal Greenland i Aalborg, der siden i går morges har indstillet arbejdet har fredag middag genoptaget arbejdet.

Det sker efter, at medarbejderne har fået en forklaring på ledelsens planlagte lukning af virksomheden. Det oplyser tillidsrepræsentant Lillian Haustorp til TV2Nord. 

Royal Greenland meddelte i weekenden, at man ville flytte produktionen af pakning af blandt andet rejer fra Aalborg til Cuxhaven i Tyskland, og de ansatte følte, de slet ikke var blevet orienteret.

Royal Greenland skriver i en pressemeddelelse:

Royal Greenland etablerede i 2010 produktion af rogn i Cuxhaven i Tyskland og oprettede i 2013 faciliteter til pakning af færdigvarer samme sted. Faciliteterne i Cuxhaven servicerer i dag en bred kundeportefølje på tværs af Europa. 

Virksomheden har gennem mange år færdigpakket bl.a. rejer til detail og foodservice i lejede faciliteter på Østhavnen i Aalborg i Danmark. Lejemålet udløber i slutningen af 2019 og virksomheden har derfor gennem længere tid set på mulighederne for det fremtidige set-up. Med baggrund i et ønske om at skabe flest mulige synergier i logistik og administration og for at sikre generelt lavere omkostninger, er det besluttet af overflytte den nuværende produktion i Aalborg til det eksisterende produktions set-up i Cuxhaven. 

Fredag middag har medarbejderne fået en forklaring og en undskyldning fra ledelsen. 

Derefter var de omkring 50 ansatte klar til at genoptage arbejdet.

Lukningen af virksomheden kommer til at ske med udgangen af november, hvorfor fagforeningen 3F, der organiserer en del af de ansatte, allerede nu kan begynde arbejdet med at finde nye muligheder til de folk, der dermed mister jobbet. 

Royal Greenland oplyser desuden, at flytningen ikke får konsekvenser for Royal Greenlands administration i Svenstrup. 


Seneste nyt

fra Nordjylland