Bæredygtig babyluksus: - Vi har kastet alt ind i det her

Et forældrepar fra Aalborg vil forsøge at kombinere bæredygtighed og luksus, når de onsdag starter deres nye virksomhed op.

De sidste uger har Aalborg-parret Michelle Lindhardt og Christian Møller haft travlt med at pakke små bodier og babybluser i kasser. 1. marts er nemlig dagen, hvor deres drømmeprojekt for alvor går i luften. 

Projektet hedder ReBuyBaby, og det er kort fortalt babytøj på abonnement. Som abonnent får man hver måned tilsendt en pakke med otte stykker babytøj. Når tøjet er blevet for småt, sendes det videre, og man modtager en ny pakke. 

Det er de allerførste af disse pakker, som parret bag ReBuyBaby netop har sendt afsted. For at nå så langt har de begge sagt deres job indenfor henholdsvis marketing og indkøb op. 

- Vi har kastet os fuldt ind i det her og gør det mindst 110 procent, forklarer Christian Møller. 

quote - Når man bliver forældre, så bliver man mere bevidste og tænker måske over nogle ting, som man ikke gjorde før.

Christian Møller, iværksætter

Billig og bæredygtig luksus

Ambitionen bag ReBuyBaby er, at forældre skal kunne få luksustøj til deres børn uden hverken at belaste miljøet eller betale en formue. Når en familie sender det brugte babytøj tilbage, bliver det nemlig sendt videre til en anden familie. Sådan kører det fire gange, inden tøjet til sidst bliver doneret til Mødrehjælpen. 

Og det bæredygtige aspekt af forretningen har været vigtigt for parret bag, som selv for nylig er blevet forældre. 

Og en af de ting, som vi er blevet mere opmærksomme på, er, at vi skal give noget videre til vores børn, forklarer Christian Møller. 

Forbrugere vil have genbrug og gode køb

Michelle Lindhardt og Christian Møllers nye website falder direkte ned i en landsdækkende tendens, hvor der netop kommer mere og mere fokus på bæredygtighed og deleøkonomi. Sådan lyder det fra Dorte Wimmer, som er ekspert i forbrugsmønstre ved Retail Institute Scandinavia. 

- Der er jo den her tendens til at vi gerne vil genbruge, men samtidig så kan man også gøre det gode køb. Og vi er jo snusfornuftige som forbrugere, så kan vi spare penge - og særligt indenfor sådan noget dyrt noget som babytøj, som vi kun bruger i en kort periode - så er det helt klart god fornuft, forklarer hun. 

Nu håber Michelle Lindhardt og Christian Møller, at mange nybagte forældre også synes, at projektet er god fornuft. Planen er nemlig, at de med tiden vil udvide forretning til også at omfatte andre varer efter samme model. 

- Vi har rigtig store ambitioner, og forhåbentlig kan vi udvide med andre ting til de her familier, som vi gerne vil levere noget superlækkert til, lyder det fra parret. 


Seneste nyt

fra Nordjylland