Banerekord og 13. plads til Tom K.

Tom Kristensen kørte hurtigste omgang i søndagens DTM-løb i Barcelona, men det rakte kun til en 13. plads.

Tom Kristensen fik i søndagens løb en god start fra absolut bageste geled, og han hentede i de første sving fire pladser, men så blev han desværre ramt af en Mercedes og fik en altødelæggende punktering.

Med et ekstra pitstop var alle chancer for en plads i pointene skudt ned, men midt i en umiddelbart ligegyldig slutplacering som nummer 13 nåede Kristensen at sætte ny banerekord.

- Det var et løb, der havde det hele, undtagen en lykkelig afslutning. En blokering, en degradering, en bøde, en punktering og hurtigste omgang. Jo, jeg fik pladen fuld i dag, men gevinsten var desværre ikke mere end en spand koldt vand. Jeg føler, jeg burde have stået på podiet, men løbet i dag var nærmest symptomatisk for hele min DTM-sæson, siger Tom Kristensen fra den catalanske hovedstad.

Løbet i Barcelona blev vundet af den unge Mercedes-kører Paul di Resta, der dermed halede to point ind på den førende Audi-mand, Timo Scheider. Denne har dog fortsat et forspring på syv point før næste løb på den lille Le Mans-bane, Circuit Bugatti, om to uger.


Seneste nyt

fra Nordjylland