Bankerne holder vejret

Finansaktierne tog igen en dukkert tirsdag. Det er en følsom periode i den danske banksektor. Flere banker kan stå for tur.

Tirsdag var endnu en dag med tæsk til bankaktierne. Værst gik det ud over de to mindre banker, Morsø Bank og Totalbanken, som tabte henholdsvis næsten 16 og 15 procent. De store banker havde også en hård dag. Nordea endte med et minus på omkring 6,5 procent, Sydbank fik minus 5,2 procent, Danske Bank tabte 4,7 procent af aktiernes værdi, mens Jyske Bank tabte 3,4.

Stort set eneste lyspunkt blandt bankaktierne tegnede kriseramte Ebh Bank sig for - bankens aktier var steget næsten 31 procent, da Københavns Fondsbørs lukkede.

Ebh Bank modtog mandag nødlån fra Nationalbanken og en række unavngivne danske banker for at fortsætte den daglige drift, efter en række risikable udlån til ejendomsbranchen var gået i vasken. Ebh Bank er blot den seneste af en række danske banker med store problemer.

Det er hårde tider at drive bank i, og inden for den næste uge kan flere banker blive tvunget i knæ.

Tirsdag 30. september skal der tilskrives renter på udlån, betales afdrag og denne gang også til realkreditten i forbindelse med oktoberterminen, og det kan betyde give problemer for nogle, vurderer flere.

- Vi er i en periode, hvor alting er meget følsomt. Bankerne har problemer med at låne til de renter, de kunne for et stykke tid siden. Alle er nervøse, og tilliden er på bristepunktet. Det ville ikke overraske mig, hvis der kommer yderligere problemer. Det kan godt være, at terminen tricker et eller andet, siger Peter Løchte Jørgensen, professor ved Handelshøjskolen, Århus Universitet.

Analytiker Jesper Brydensholt, FIH Capital Markets, siger i Børsen tirsdag, at han anser det for sandsynligt, at flere banker går ned ved månedsskiftet.

- Det vil være naturligt at tro, at der kommer flere. Men den, der knækker nakken, behøver ikke nødvendigvis være den, vi alle sidder og kigger på. Det behøver heller ikke nødvendigvis være en regionalbank. Der er en hob af små banker, der i dagens situation ikke vil kunne klare situationen, siger han til avisen.


Seneste nyt

fra Nordjylland