Bankfusion koster arbejdspladser

Fusion mellem Spar Nord og Sparbank koster ansatte jobbet. Finansforbund mener, fusion er bedre end konkurs.

Når Spar Nord sluger Sparbank, vil det komme til at koste nogle af de ansatte jobbet, da der er flere byer, hvor begge banker i dag har filialer.

Finansforbundet, der er de ansattes organisation, mener, at fusionen overordnet ser ud til at være en fornuftig løsning, og at det er positivt, at sektoren selv kan finde løsninger, der giver stærkere virksomheder.

Men man er dog bekymret for tabet af arbejdspladser på kort sigt:

- Der ligger naturligvis en besparelses- og synergiforventning bag fusionen, og det bliver jo også et spørgsmål om arbejdspladser - blandt andet i de områder, hvor der er filialoverlap, siger forbundets formand, Kent Pedersen, og fortsætter:

- Det holder vi stærkt øje med, for det er altid en usikker og ubehagelig situation for de ansatte. Men vores forventning er også, at fusionen er vejen til en stærkere bank og dermed også flere arbejdspladser på længere sigt, siger Kent Petersen i en kommentar.

Fusionen mellem Spar Nord og Sparbank vil betyde, at den jyske bank bliver den sjettestørste i Danmark.

Hovedsædet kommer til at ligge i Aalborg - og banken får 320.000 kunder i et landsdækkende netværk af 90 filialer.

- Det kommer jo sådan set ikke som den helt store overraskelse, at sektorens virksomheder finder sammen for at stå stærkere.

Konsolideringen er undervejs, og i det perspektiv er det positivt, at det kan ske ad frivillighedens vej, siger Kent Petersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland