Bankospil har overlevet rygelov

Mange afsagde dødsdommen over landets bankospil, da rygeloven trådte i kraft i august 2007. Lokale støtteforeninger frygtede, at der ikke længere var økonomi i de ugentlige bankospil, fordi rygerne ville holde sig væk.

Men bankoforeningerne lever i dag i bedste velgående og omsætningen i branchen er steget, skriver Kristeligt Dagblad.

- Bankospil er en slags tidslomme, hvor rygning nok mere er normen end undtagelsen. Derfor var mange bekymrede, da rygeloven kom. Men den menneskelige tilpasningsevne er meget stor, og i det her tilfælde kan man sige, at trangen til spændingen ved spillet og samværet med andre er større end trangen til at ryge, siger professor i sociologi ved Aalborg Universitet Lars Skov Henriksen.

Banko-Carl, alias Carl Christensen, er enig. Han har i 32 år rejst rundt i hele landet med sine store Bankoshows, og har ikke oplevet, at rygeforbuddet holder folk væk.

- Der er et gammel mundheld, der siger, at 'man skal have ild i munden, når man spiller med trolde'. Det kan da også godt være, at der var nogle rygere, der boykottede bankospillene i en periode, men de er vendt tilbage, for de kan ikke undvære det, siger han.

I Kaas Forsamlingshus i Nordjylland er der bankospil hver tirsdag og torsdag. Et skilt på døren med teksten "OBS Totalt rygeforbud - gælder også afvænningscigaretter" markerer reglerne, og dem er selv rygerne tilfredse med.

- Jeg har røget siden jeg var 10 år, men kan sagtens undvære cigaretterne i de fire timer, jeg er her. Det er dejligt, at der ikke længere bliver røget, det gør det meget rarere at være her, siger Metha Madsen, der er inkarneret bankospiller i Kaas og flere andre steder i Nordjylland.

Bankospil er noget, der går i blodet på folk, og det kan et rygeforbud ikke ændre på. Det mener Dennis Dreyer, der er medforfatter til den første bog på dansk om bankospil.

- Rygeloven har slet ikke været den katastrofe for branchen, som mange havde frygtet. Få foreninger har lukket deres spil, men jeg vil gætte på, at 80 procent af de spillere, der kom der, har fundet vej til andre bankospil i nærheden, siger han.

Ældre Sagen har beregnet sig frem til, at der i Danmark afvikles 260.000 bankospil om året. Den samlede omsætning skønnes at være over en milliard kroner, der typisk går til lokale sportslige og kulturelle formål.


Seneste nyt

fra Nordjylland