Beskyldt for dobbeltspil

Foto: Tv2nord.dk

Fremtrædende nordjysk politiker bliver beskyldt for at være i en mistænkelig dobbelrolle.

Venstre-manden Preben Bang Henriksen har stillet en lang række af spørgsmål til erhvervsministeren i retssagen om den krakkede EBH-bank. En sag hvor Bang Henriksen selv er advokat.

Preben Bang Henriksen er advokat for den tidligere næstformand i EBH-bank. Bankens ledelse og bestyrelse er af staten blevet sagsøgt for 700 millioner kroner.

Samtidig har folketingsmedlem Preben Bang Henriksen bombarderet erhvervsminister Ole Sohn (SF) med spørgsmål i samme sag. Det ser mærkeligt ud, mener flere nordjyske folketingsmedlemmer.

- Jeg kan godt forstå, at folk bliver trætte af politikere, når de bruger deres politiske embede til at pleje deres egne private sager, siger Stine Brix (Enh.l.) til TV2/NORD.

Også i dagbladet BT bliver Preben Bang Henriksen - fra højre og venstre i folketingssalen - beskyldt for at være torskedum og for at have dårlig moral. Hovedpersonen selv kan slet ikke se, at han har en dobbeltrolle.

- Der verserer en civil sag ved Vestre Landsret om nogle bestyrelsesmedlemmers mulige ansvar for EBH Banks krak. I Folketinget har jeg haft erhvervsministeren i samråd om Finanstilsynets generelle tilsynspligt. Jeg kan slet ikke se, at jeg skulle have en dobbeltrolle, siger Prene Bang Henriksen til TV2/NORD.

Fire gange har Bang Henriksen haft erhvervsministeren Ole Sohn (SF) i samråd og fire gange har han stillet skriftlige spørgsmål til ministeren i sagen om EBH Bank.

Tidligere på ugen kom det frem, at Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, har stillet en byge af spørgsmål om museer, herunder et hvor hendes mor er i bestyrelsen.

Flere nyheder fra TV2 Nord