Betjente: Færre hunde mindsker sikkerheden

Antallet af hundepatruljer skal reduceres næste år, og det kan komme til at gå ud over sikkerheden, frygter de nordjyske betjente. Foto: Ivan Bitsch

Nordjyske betjente frygter for deres sikkerhed, når antallet af hunde og motorcykler skal reduceres.

Det går ud over sikkerheden for både dig, mig og politiet, at Rigspolitiet næste år skærer ned på antallet af hunde og motorcykler. Det skriver DR Nordjylland.

- Det er klart, at hundepatruljer i nattelivet giver en naturlig dæmper på de uromagere, vi måtte støde på, og det giver også en ikke uvæsentlig sikkerhed for de kolleger, der er ude i festmiljøer og lignende sager, siger siger fællestillidsmanden for de nordjyske betjente, Jens Jørgen Møller Nielsen til DR Nordjylland.

Det er politikredsene selv, der skal afgøre, hvordan man vil klare sig med færre hundepatruljer. Jens Jørgen Møller Nielsen håber, at betjentene sammen med ledelsen kan mødes og organisere fremtiden.

- I det her spil kan vi ikke gøre noget som helst. I den sammenhæng er det er et spørgsmål om at få mest muligt ud af den nuværende situation, siger Jens Jørgen Møller Nielsen.

Flere nyheder fra TV2 Nord