Christian Roar Pedersen er frustreret over, at økonomi er udgangspunktet for politiske beslutninger. Han mener, det er forkert at omtale behandling af psykisk syge som en investering.
Vi skal helbrede psykisk syge, ellers koster de samfundet for mange penge. Det er udgangspunktet i en kronik, som regionsrådsformand Ulla Astman (S) skriver i Politiken sammen med sine fire formandskolleger fra de andre regioner.
De fem politikere er glade for en ny økonomiaftale, der øremærker 200 millioner kroner til psykiatrien. Det er selvfølgelig al ære værd, at der kommer flere ressourcer til et hårdt klemt område. Men udgangspunktet er meget betænkeligt: Det er penge før mennesker.
En sygdomsinvestering
Vi skal investere i danskernes mentale helbred, lyder det i kronikken. Investere.... Læg mærke til ordet. En investering skal give et afkast. Er det virkelig derfor, vi skal behandle de syge i dagens Danmark? Hvad er der blevet af, at vi helbreder de syge, fordi de lider. Fordi det er synd for dem. Fordi vi som samfund har et ansvar for de svage. Fordi de er mennesker. Alt sammen noget, der ikke nødvendigvis kan betale sig.
Et citat fra kronikken viser tydeligt det økonomiske menneskesyn hos politikerne:
“I Danske Regioner mener vi, at alle over 16 år, der har behov, skal have adgang til gratis psykologisk hjælp. Det er ikke alene for at give Camilla 5 gode leveår mere. Det er også, fordi de direkte og indirekte omkostninger til mentale sundhedsproblemer tegner sig for 55 milliarder kroner om året, og nye tal viser, at personer med lettere psykiske lidelser faktisk kan bevare deres tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis de får den rette hjælp i tide. Tilknytningen til arbejdsmarkedet giver værdi i pengekassen.”
Økonomisk sprogbrug
Der er ikke noget at sige til, at den økonomiske sprogbrug sniger sig ind hos vore politikere. De sidder med budgetter, der skal overholdes. Det må bare ikke blive økonomien, der er udgangspunktet. Det må altid være mennesket. Her fejler vores folkevalgte.
Det må bare ikke blive økonomien, der er udgangspunktet. Det må altid være mennesket.
De senere år har vi set yderst betænkelig behandling af ældre legitimeret med økonomisk nødvendighed. Et bad hver 14. dag må være nok. Vi kan ikke bruge pengene to gange, argumenteres der.
Når en ny revolutionerende behandling af en sygdom omtales i pressen, nævnes det næsten altid, hvor mange penge samfundet kan spare ved den.
Ramt af kollektiv vanvid?
Formålet her er ikke at pege fingre af politikere eller presse. Formålet er at pege fingre af os alle sammen. Det er et kollektivt vanvid, der har ramt os. Penge før alt andet. Vi lever i et konkurrencesamfund.
Vi skal tage en god uddannelse, så vi kan tjene nogle penge. Vi skal sikre os en god alderdom ved at spare op til pensionen. Er det dét, livet går ud på? At have nok penge? Det er et fattigt menneskesyn, hvis det er tilfældet.
Hvis den økonomiske tankegang sniger sig ind i vores mellemmenneskelige relationer, risikerer vi at miste blikket for, at vores næste er en gave. En gave, fordi livet får en særlig mening, når det leves i tjeneste for andre. Samtidig er det en pligt, at vi tager os af de svage. Ikke fordi det kan betale sig, men fordi de er mennesker. Og i øvrigt gavner det ingens mentale helbred at blive set på som tal på en bundlinje.