Du har sikkert hørt det før. Karaktererne på gymnasiet fylder alt for meget. Det får folk til at betale sig fra opgaver, have ondt i maven over afleveringer, føle sig stresset og i værste tilfælde bukke under for presset.

Jeg har et klokkeklart eksempel på, hvordan dette pres for nyligt har fyldt i mit og mine medstuderendes liv.

Tilbage i december sad jeg en onsdag og dirrede ved computeren. Klokken var 14.00. I hele Danmark sad der ligeledes forventningsfulde unge gymnasieelever med sommerfugle i maven og klikkede ind på Netprøver.dk. Inden for kort tid ville vi finde ud, hvordan vores problemformuleringer til studieretningsprojektet lød.

Studieretningsprojektet – bedre kendt som SRP – er en eksamen. Selve opgaven går ud på, at de studerende på eget initiativ vælger et emne fra hjertet, som de vil skrive om. Opgaven skal skrives inden for to fag, og den skal have et omfang på 15-20 sider. Det lyder okay. Det lyder faktisk ret godt. Som studerende får man jo for første gang sådan helt reel indflydelse på, hvad man vil skrive om ud fra egne interesser.

Konkurrencestatens ragnarok
Alligevel ender mange med at sidde i et SRP-helvede. Tanken om den kommende karakter skaber ragnarok i hovedet, fordi der hersker en kultur, hvor karakterer i gymnasiet er lig med succes, anerkendelse og intelligens.

Præcis denne tankegang manifesterede sig i mange af mine medstuderendes hjerner, da vi for et par uger siden fik karakteren retur for vores hårde arbejde. Og jeg synes, det er virkelig ærgerligt, at konkurrencestatens logik om evig præstation får så mange til at føle, at de ikke er gode nok. For det er altså tilfældet, hvad enten vi som samfund vil indse det eller ej.

Om aftenen mødtes jeg med en flok veninder fra min klasse. Der gik ikke mange minutter, før snakken faldt på karaktererne, og om de levede op til forventningerne. Flere af mine veninders blikke blev sænket, deres kæber strammedes, og jeg kunne se, at de slugte en klam klump af tom luft.

Da de kiggede op, kunne jeg nemt tyde utilfredsheden i deres blikke. De prøvede at være cool med det. De prøvede at ignorere det faktum, at de ikke havde levet op til deres forventninger om at præstere godt ud fra en præstationstankegang, der alt for længe har domineret i det danske uddannelsessystem. Utilfredsheden var især at finde hos dem, der ikke havde brilleret med en tocifret karakter til karakterbladet.

Man kunne ligefrem ane tårerne i deres blikke.

Præstationsidealets succes
Måske sidder du som læser og tænker, at de unge i dag er alt for nærtagende. Måske tænker du, at de bare er en del af statistikken, der bukker under for presset, fordi de gerne vil præstere bedre, end de kan.

Sandheden er dog, at denne tankegang er helt forkert. Den er forkert, fordi vi i dagens Danmark bliver socialiseret til at tænke, at 02 og 4 ikke er ”gode nok” karakterer. Vi bliver socialiseret til at tro, at høje karakterer er lig med succes, flid og en fremtid. Det er bare ikke hele sandheden.

Alt for mange føler sig gennemsyret af ikke at kunne leve op til præstationsidealet, og det efterlader dem i et tomrum, hvor de føler sig mislykkede.

Efterhånden ved jeg en del om det – præstationsidealet - for det var præcis dette problem, jeg gik i krig med i min opgave. Jeg skrev om præstationssamfundet og diagnosekulturen. Det er sådan cirka to af de emner, der har optaget mig mest indenfor de seneste år.

Jeg fandt ud af, at det danske samfund er blevet gennemsyret af en logik, hvor vi skal præstere hurtigere og bedre hele tiden. I kølvandet på den logik er der kommet en diagnosekultur, hvor unge som ældre bliver diagnosticeret til højre og venstre. Depression, angst og stress er alle samtidsdiagnoser.

Til sidst fandt jeg en delvis løsning på problemet med hjælp fra Svend Brinkmann. Vi skal nemlig lære at ”stå fast og gå glip” i præstationssamfundets æra.

Et uønsket pres på skuldrene
Det var fantastisk for mig at få muligheden for at skrive dette, og jeg lod 100 procent den frie læring være motivation for mig. Det vil jeg da i hvert altid påstå, for jeg ville ønske, at det var sådan. 100 procent.

Alligevel husker jeg, at en klam klump af is ulmede rundt i mit indre, og min hjerne pumpede i en form for febervildelse, når jeg tænkte på, at jeg i sidste ende ville få en karakter. Tanken om denne karakter medførte, at der på mine skuldre hvilede et uønsket pres. Et pres, som jeg har lyst til at give finger nummer tre fra venstre og finger nummer tre fra højre.

Jeg følte og føler et pres, der er blevet dikteret af de uskrevne normer i samfundet omkring succes. Det pres, der går ud på, at høje karakterer uden diskussion er det attråværdige.

Min pointe er ikke, at man ikke skal prøve at gøre sit bedste. Selvfølgelig skal man det. Min pointe er bare, at der ikke skal sidde tusindvis af studerende rundt omkring ved skrivebordsstolene og føle, at karakteren er vigtigere end den læring, de får ved at skrive en SRP-opgave. En sådan tankegang er en falliterklæring af den frie læring.

Vi bliver simpelthen nødt til at gøre op med denne tendens, før vores samfund bliver gennemsyret af mennesker, hvis eneste funktion er at være konkurrencestatens små tinsoldater.

Karakterløse gymnasier?
Det fører mig videre til det centrale. Det er tid til at droppe snakken om karakterpres uden handling. Derfor har jeg skrevet dette indlæg om et emne, der i forvejen er meget debatteret. Jeg mener, at det er på tide, der kommer en revolutionerende løsning på et problem, der i alt for lang tid har hersket.

Løbende ser man gymnasier, der indfører et halvt år uden karaktergivning og i stedet giver mundtligt feedback. Reaktionerne fra de studerende har jeg kun set positive. Det er helt klart noget, som jeg mener, vi bør implementere i langt højere grad på gymnasierne i fremtiden. Det kan jo ikke passe, at unge mennesker skal sidde med ondt i maven, fordi de tror, at en karakter er definerende for deres værd som mennesker.

Lad den frie læring sejre og fjern præstationsidealet!