Jeg kan huske engang, hvor Melodi Grand Prix var vigtigere end frisk luft. Hvor lyden af synthesizer og elektriske trommer gjaldede ud fra alle danske hjem. Dengang var Jørgen de Mylius den største Jørgen, vi havde, og INGEN var i tvivl om, hvem der stod bag sang nr. 7.

Nu skal man jo passe på med, hvad man siger i shitstormens og forargelsens tidsalder… Men kan vi ikke godt blive enige om, at Melodi Grand Prix er, og altid har været, sindssygt dårlig stil? 

Højt hår og kvalmende omkvæd

Højt hår, alt for meget sminke, vindmaskiner og kvalmende, dumme omkvæd. Der er så meget glitter og pynt, at en skønhedskonkurrence i et polsk storcenter forekommer stilsikkert i sammenligning. 

Det virker, som om alle involverede i tv-produktionen får komplet frie hænder.

“Det skal være vildere end sidste år”, synes at være det eneste oplæg fra DR-ledelsen.

Lysmanden tænder alle laserlys, værterne rimer og fjoller, mens kameraerne flyver rundt i luften. Alt skal være spejlblankt: Scenografi, konfetti og kommentatorer. Den ene komplet ukendte kunstner efter den anden toner frem på fladskærmen og beriger os med sange, vi aldrig skal høre igen. 

Det foregår alt sammen på direkte tv i bedste Netflix-tid og er håbløst umoderne. Youtube-stjerner og bloggere træd til side… her kommer underholdnings-dinosauren over dem alle! Et public service-fossil, som bare bliver ved, ligegyldigt hvilken vej kloden drejer. 

Fortabt og druknet i selvfedme

Jeg føler, at jeg har været igennem alle faser med Melodi Grand Prix. Jeg har elsket det og hadet det. Ignoreret det og skamdyrket det. Til tider har jeg helt benægtet nogensinde at have set det. 

Men jeg har set det. Jeg husker alle de store; Kølig Kaj, Seebach (den ægte) og Snapshot. Jeg ved alt om rejehop og pointsystemer. Jeg stod også oppe i sofaen, da Jørgen og Noller var smukke som stjerneskud.

Indrømmet; jeg har været væk i nogle år. Fortabt. Jeg faldt fra et sted mellem Rollo og Jakob Sveistrup. Måske druknede jeg i min egen selvfedme og vurderede, at jeg simpelthen var for smart til at være i stue med den slags. Sådan kommer vi vel allesammen til at overvurdere os selv. Jeg bildte mig ind, at Melodi Grand Prix var blevet dårligere og dårligere.

Men i virkeligheden er det præcis ligesom det altid har været. Det har altid været vidunderligt kikset.

På lørdag gør vi det igen

Jeg kan mærke, at jeg savner det. Jeg savner en pause i smagsdommeriet. Et pusterum fra den evige jagt på dét, som er nyt og rigtigt. Jeg trænger til at indhylle mig i forhåndsindspillet musik og plastik. Til at omfavne stilforvirringen og give 10 point til en sang, der ikke handler om noget.

For det er ikke Melodi Grand Prix, der er noget galt med… Det er mig! 

På lørdag smider jeg stil og hæmninger helt væk. Nu kører vi altså igen! Stemmesedler, konfettirør og lyserød champagne. Lad os skråle med på sange, vi ikke kender, og gøre Melodi Grand Prix stort igen.