Store patter. Det er to ord, som har fyldt alt for meget de seneste uger – og to ord, som blot er kulminationen på en tendens, som bør stoppes.

Når en flok danske landsholdsspillere pludselig skal stå offentligt til regnskab for et kampråb i omklædningsrummet udført efter en mandfolkepræstation efter ydmygelsen af Irland midt i november i playoffkampen til VM, så er kæden hoppet af.

Selvfølgelig skal vi behandle det modsatte køn og i det hele taget hinanden med dyb, dyb respekt. Og det lever selv en flok danske landsholdsspillerne jo garanteret også ud fra. Også selvom kampråbet indeholdt ordene ”store patter”. Med lidt god vilje kan vi se deres kampråb som en hyldest til det allermest fundamentale i vores spæde opvækst – nemlig moderens bryst. 

Ingen tvivl om, at vi alle skal træde varsomt ikke mindst i forhold til den sexisme, som ind imellem krænker det modsatte køn ganske voldsomt. En krænkelse, som vi skal tage voldsomt afstand fra. Vi skal og kan ikke udstille hinanden som sexobjekter. Men det tror jeg altså heller ikke var Kjær, Bendtner, Eriksen, Fischer og de andre landsholdsheltes hensigt, da de i kådhed, begejstring og glæde råbte ”store patter”.

Manden og kvinden er skabt for hinanden

Det må ikke blive så sort/hvidt. Hverdagen må ikke blive en tovtrækning mellem kvinden og manden. Vi er jo som skabt for hinanden.

I går aftes så jeg en dokumentar om Anne, Sanne og Lis. Her kom de ind på en situation fra de gamle dage med Shit & Chanel. De skulle spille til en koncert i København. Da de ankom til KB Hallen – tror jeg det var - så fandt de ud af, at der udelukkende var adgang for kvinder til koncerten, og at de ikke måtte tage deres mandlige hold med ind.  De meddelte så heldigvis arrangøren, at de så ikke ville og kunne spille, og mændene kom så med ind. Men som Lis Sørensen med et ydmygt smil på læberne sagde i udsendelsen, så troede hun ikke, at mændene nød at være med denne aften i 70´erne.

Det var dengang, da kvindekampen var på det højeste.

Ekstremfeminisme i Sverige

Her i 2018 er man i Sverige i fuld gang med at genskabe sådanne store kløfter mellem mænd og kvinder. Her vil man bl.a. lave festival udelukkende for kvinder og udelukkende med kvindelige artister og kvindeligt hold. Det mest håbløse og ekstremfeministiske tiltag fra ”dom hinsidan”. Et tiltag som dog forhåbentligt heller aldrig bliver realiseret.

Tilbage til 70'erne?

Sådanne ekstreme og faktisk også på sin vis mandsfordømmende tiltag leder tankerne hen imod den mindre charmerende del af den førnævnte kvindekamp i 70´erne. Forskellen var bare, at kvindekampen dengang jo mest af alt handlede meget mere om gængse, logiske og ganske retfærdige rettigheder til kvinden, og at den satte nogle nødvendige aftryk i samfundet. Om end kønsekstremismen som før nævnt også huserede.

Den mere underholdende del af kvindekampen dengang handlede blandt andet også om ”patter”. Ikke om de var store, men mere om de var ”ophængt”.

Det var dog også en fair del af kvindekampen. For en ting skal vi mænd på ingen måde blande os i, og det er, om de skal pakkes ind eller for den sags skyld holdes oppe eller ej. Til gengæld er det så også vores ret selv at bestemme, om vi i begejstring vil råbe ”store patter” i et vindende omklædningsrum.

Vi bør måske i bund og grund bruge vores tid på langt vigtigere udfordringer og problemer i dagens Danmark.