Bo er erklæret 100 procent invalid - alligevel får han ingen erstatning

En ung landbrugsmedhjælper er erklæret invalid efter en arbejdsulykke og har fået tilkendt førtidspension. Alligevel vil hans forsikringsselskab ikke betale en krone i erstatning.

Den 24-årige frederikshavner Bo Hansen var i gang med sin drømmeuddannelse på en landbrugsskole, da han fik foden klemt fast i en ristlåge til kreaturer.

- Det sagde bare bum, og så røg jeg 2,5 meter bagover i betongulvet og slog hovedet, ryggen og anklen, siger Bo Hansen. 

Det bratte fald på betongulvet ændrede Bo Hansens liv totalt. Kronisk hovedpine, operationer, snurrende ben, krykker og morfinpiller er nu hverdag.

- Jeg ligger i sengen næsten hele dagen, og min storebror hjælper mig - selv hvis jeg skal på toilettet. Hvis jeg ikke havde ham, så boede jeg på plejehjem, siger Bo Hansen.

quote Jeg ligger i sengen næsten hele dagen, og min storebror hjælper mig - selv hvis jeg skal på toilettet.

Bo Hansen, førtidspensionist

Vurderes til at være 100 procent invalid

Bo Hansens læge har støttet ham i hele forløbet og i kampen for at få erstatning. Lægen ønsker ikke at udtale sig i den konkrete sag, men i en tyk patientjournal beskriver Aalborg Universitetshospital blandt andet Bo Hansen som 100 procent invalid.

For nogle måneder siden fik Bo Hansen da også tilkendt førtidspension. Men han får ingen erstatning - for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har sat hans méngrad til under fem procent.

Bo Hansen har tidligere haft andre skader, man han har dog kunnet arbejde op til den alvorlige faldulykke i kostalden. Storebror Dan Hansen forstår ikke, at den voldsomme skade vurderes så lavt af de forskellige instanser.

- Skulle han så have været 95 procent invalid op til faldulykken? Det lyder underligt, for så kunne han da ikke have arbejdet, indtil han faldt ned af stigen, siger hans storebror, Dan Hansen.

Ingen i forsikringsselskabet Almindelig Brand ønsker at udtale sig om sagen, men siger blot, at man har brugt afgørelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til at afslå erstatning og lukke sagen. En klage til Ankestyrelsen har ikke ændret afgørelsen.

Drømmer om hjælpemidler - og om at arbejde igen

Bo Hansen er overbevist om, at hans hverdag kunne blive nemmere med lidt flere penge.

- Så kunne jeg få nogle flere hjælpemidler og hjælp til rengøring. Lige nu er det min storebror, der gør det hele, siger Bo Hansen.

quote Det kan ikke være rigtigt, at systemet er sådan.

Dan Hansen, bror til Bo Hansen

Brødrene har senest henvendt sig til en privat advokat, men det koster 10.000 kroner forud at søge om fri retshjælp. De penge har de ikke, så nu ved de ikke, hvad de skal gøre.

- Det kan ikke være rigtigt, at systemet er sådan. Min bror får heller ikke noget hjemmehjælp, men han må jo være berettiget til det med de skader, han har - når han ikke kan få en dagligdag til at fungere, siger Dan Hansen.

Bo Hansen drømmer om at komme ud at arbejde igen med landbruget.

- Men jeg er bange for, at det ender med førtidspension hele livet. Det er ikke til at bære at tænke på, når jeg kun er 24 år. Jeg vil ud at arbejde igen og køre traktor. Det var mit liv, siger Bo Hansen.


Seneste nyt

fra Nordjylland