Borgermøde om indbrud tiltrækker 425 i Brønderslev

Der skal stilles mange stole frem i Brønderslev-Hallerne, når flere hundrede mennesker i aften skal høre mere om, hvordan man undgår indbrud.

Selvom antallet af indbrud falder på landsplan, er indbrud stadig et højaktuelt emne i Brønderslev, der oplevede 317 indbrud i 2017. 

425 personer har meldt sig til borgermødet, hvor Det Kriminalpræventive Råd introducerer TrygFonden Nabohjælp, som er et gratis koncept, der baner vejen for, at naboer nemt og sikkert kan stå sammen om at undgå indbrud. Udenlandske erfaringer med Nabohjælp viser, at man kan undgå op til hvert femte indbrud.

Deltagerne kan også høre Nordjyllands Politi fortælle om indbrud i Brønderslev Kommune, og hvad man som borger kan gøre for at hjælpe politiet i både forebyggelsen og opklaringen af indbrud i private hjem. Man kan også få forebyggende tips fra indbrudstyven selv, når en tidligere indbrudstyv fortæller, hvad der kunne få ham til at fravælge boligen.

Fakta om Nabohjælp

  • Med Nabohjælp hjælper du og dine naboer hinanden med at holde øje med hus og lejlighed.
  • Nabohjælp er gratis, og du inviterer selv dem, du vil nabohjælpe med.
  • Du får klistermærker til din postkasse og hoveddør, der viser uvedkommende gæster, at her hjælper I hinanden.
  • Du får også mulighed for at bruge et digitalt nabohjælpssystem, så du eksempelvis kan modtage beskeder fra dit nærområde, hvis nogen har haft indbrud eller oplever mistænkelig adfærd.
  • Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag Nabohjælp.
  • Læs mere på Nabohjælp.dk

Seneste nyt

fra Nordjylland