Borgmester appellerer til regionen: Drop planer om grusgrav

Rebild Kommunes borgmester Leon Sebbelin opfordrer Regionsrådet til at droppe planerne om at grave grus i et område mellem Øster Hornum og Guldbæk.

Regionsrådet skal tirsdag beslutte, om Region Nordjylland skal give tilladelse til, at der kan graves grus i et område mellem Øster Hornum og Guldbæk. Det 25 hektar store område ligger i Rebild Kommune, og herfra er borgmester Leon Sebbelins holdning klar.

- Vi er ikke mod råstofudvinding og anerkender fuldt ud behovet for det. Men det bør for det første ske, hvor udbyttet er optimalt og for det andet i områder, hvor det ikke ødelægger drikkevand, natur, kulturhistoriske værdier og udviklingen generelt. Vi har sagt det mange gange før, vi gør det gerne igen: Giv ikke tilladelse til råstofudvinding i området, siger Leon Sebbelin (Radikale Venstre) i en pressemeddelelse.

Der har været store polemik omkring grusgravsplanerne i området. En række lokale borgere har udtrykt deres bekymring for, at lodsejerens ønske om at få gravet grus mellem Øster Hornum og Guldbæk.

- For vores område, som består af to små bysamfund er det vigtigt at vi kan fastholde en udvikling. Det vil sige bosætning, udstykning, nye parcelhuse. Og der er det klart for mange, at en grusgrav vil være en bremse for den udvikling, sagde Peter Tuure, der er talsmand for Øster Hornum Borgerforening, i torsdags til TV2 Nord.

Regionrådet ventes at træffe en beslutning omkring grusgravsplanerne på et møde tirsdag eftermiddag.

Se indslaget om den lokale modstand mod grusgraven her:

     

 


Seneste nyt

fra Nordjylland