Børneboom i Poulstrup

Landet over er der sket et drastisk fald i antallet af fødsler, men i den lille nordjyske by Poulstrup vrimler det med nyfødte.

Ved allerførste øjekast ser byen Poulstrup 15 minutters kørsel fra Hjørring ganske stille og rolig ud. Men det er en by fyldt med babyhvin og barnelatter.

I byen med godt 500 indbyggere blev der i 2012 født 20 børn, og i år er der allerede født 16.

36-årige Christina Haugaard Rømer bor på syvende år i Poulstrup sammen med sin mand og fire børn i alderen fra 10 måneder til seks år.

- Jeg har altid vidst, jeg gerne ville have mange børn. Det har jeg fået, så det er bare dejligt, siger Christina Haugaard Rømer.

38-årige Trine Mortensen er en anden, der bidrager til befolkningstilvæksten. Hun har nemlig hele fem børn.

- Børn har altid været en stor del af mit liv, jeg har mange søskende så det har jeg taget med mig, fortæller hun.

Begge mødre mener, at Poulstrup er ganske unik når det handler om at gøre livet lettere for småbørnsfamilier, da den lille by både rummer en skole samt et børnehus, der netop er udvidet med en afdeling til vuggestuebørn - og så ligger det hele lige ved siden af hinanden.

- Vi føler os utroligt priviligerede, at vi kan aflevere fire børn ét sted. Det sparer os for en masse tid, siger Christina Haugaard Rømer.

Familierne i byen har også sørget for babysalmesang, børnegymnastik, zumba, spejderhold og fodboldkampe.

Og præsten i byen fortæller, at der flere søndage nærmest er kø med op til tre barnedåbe.


Seneste nyt

fra Nordjylland