Brand rydder Nordkraft

Foto: TV2/NORD (Arkiv)

En mindre brand i en skraldespand betød, at Nordkraft fredag over middag måtte evakueres.

En skraldespandsbrand satte fredag over middag en stopper for aktiviteterne i Nordkraft. Brandalarmen gik og stedet måtte evakueres, mens branden blev slukket.

Der var tale om en brand i en skraldespand, som stod i en af Nordkrafts trappeopgange. Det var formentlig et cigaretskod på afveje, der startede branden, som medførte sodskader i trappeopgangen.

Der var en del mennesker i Nordkraft, hvor ordfestivalen Ordkraft i disse dage afholdes. Alle deltagerne blev over højttaleranlægget bedt om at forlade bygningen.

- Evakueringen forløb uden det store drama. Alarmeringssystemet i Nordkraft er heldigvis godt, og efter cirka et kvarter kunne folk gå tilbage i bygningen, siger indsatsleder Søren Korsgaard fra Beredskabscenter Aalborg.

Flere nyheder fra TV2 Nord