Brandmænd fra nær og fjern tilkaldt til markbrand

Foto: Steven Vikkelsø Andersen

Styrker fra Hadsund, Hobro, Arden og Randers blev tilkaldt, da en markbrand uden for Hobro brød løs.

Torsdag aften klokken 18:07 fik Nordjyllands Beredskab endnu en anmeldelse om markbrand. Denne gang på Skovgaards Vej 9 i Skjellerup, som ligger lige uden for Hobro.

Selvom det umiddelbart ikke lød som en voldsom brand, tilkaldte indsatslederen fra Mariagerfjord Beredskab ekstra styrker fra Hobro, Hadsund, Arden og selv fra Randers kom der en ekstra tankvogn.

- Marken brændte kraftigt, og når der er så tørt, har vi brug for masser af mænd og masser af vand, så jeg tilkaldte en masse ekstra ressourcer her ud for at være sikker på at fange flammerne så hurtigt som muligt, siger indsatslederen Casper Weisberg.

Markbranden opstod i forbindelse med høst og presning af baller, og efter en time havde de mange brandmænd fra nær og fjern branden under kontrol.

- Vi havde alle tilkaldte i gang, og det var med til at vi så hurtigt fik styr på branden. Nu er tankvognen fra Randers sendt hjem, siger indsatslederen.

Marken er 50 hektar, og 20 af dem gik i flammer. Derudover gik flammerne i et nærliggende skovområde, som beredskabet netop nu er ved at efterslukke.

Flere nyheder fra TV2 Nord