Bro forsinket - igen

De broelementer, som i øjeblikket tjekkes for svejsefejl, til den beskadiget jernbanebro over Limfjorden, er endnu ikke klar, og derfor er flydekranen Samson, som egentlig skulle have været i gang med at løfte broelementerne på plads, afmeldt.

Flydekranen har i de seneste dage ventet på at skulle løfte broelementerne på den beskadigede jernbanebro over Limfjorden på plads, skriver Nordjyske Medier. Broen blev beskadiget i marts i år, da det finske containerskib Ramona påsejlede jernbanebroen.

Tidsplanen for broens færdiggørelse er løbende blevet forlænget, og den seneste melding går nu på, at broen er færdig "tidligst 26. november".

- Jeg skal dybt beklage, at arbejdet med at færdiggøre jernbanebroen over Limfjorden trækker ud. I sidste ende er det vores ansvar at få jernbanebroen klar til togtrafik igen, skriver Banedanmarks adm. direktør, Jesper Hansen, i et svar til NORDJYSKE.

Det er endnu ikke muligt at få oplyst, hvornår kranen Samson kan tages i brug ved jernbanebroen.

Flere nyheder fra TV2 Nord