Brug 2 sekunder mere og undgå en ulykke

En ny kampagne skal forhindre krydsulykker ved at få trafikanterne til at orienterer sig to sekunder mere.

Hvert forår er der tusindvis af danskere, der igen finder cyklen frem, og det er en aktuel anledning til at minde cyklister om at orientere sig grundigt og samtidig huske bilisterne på, at der kommer flere cyklende ud i trafikken.

Derfor sætter Aalborg Kommune sammen med Rådet for Sikker Trafik fokus på trafiksikkerhed i perioden fra 7. maj til 27. maj. En ny landsdækkende kampagne 'Brug 2 sekunder mere' skal forebygge ulykker i kryds ved at opfordre både cyklister og bilister til at orientere sig bedre.

quote Både cyklister og bilister til at bruge lidt længere tid på at kigge sig for, inden de kører igennem et kryds,

Michelle Laviolette, seniorrådgiver i Rådet for Sikker Trafik.

Det er særligt dér, hvor cyklisters og bilisters veje krydser hinanden, at der er størst risiko for, at de støder sammen. Kryds er nemlig det sted i trafikken, hvor cyklister oftest kommer alvorligt til skade.

I Aalborg Kommune er der i perioden 2012-2016 registreret 6 dræbte og 107 alvorligt tilskadekomne cyklister. På landsplan lyder tallene for samme periode på 81 dræbte cyklister og 1.744 alvorligt kvæstede.

Sådan undgår vi ulykkerne
Når cyklister kommer alvorligt til skade i kryds, er der ofte en menneskelig årsag til ulykken. Ofte kunne ulykken nemlig være undgået, hvis bare bilisten eller cyklisten havde brugt lidt mere tid på at orientere sig.

- Både cyklister og bilister til at bruge lidt længere tid på at kigge sig for, inden de kører igennem et kryds. Det er i alles interesse, og det er et fælles ansvar, at vi kommer sikkert frem i trafikken, siger Michelle Laviolette, der er seniorrådgiver i Rådet for Sikker Trafik.

Aalborg Kommune sætter fokus på kampagnen ved at male budskabet på asfalten og sætte plakater op i lygtepæle ved 14 udvalgte kryds.

Gode råd til cyklister:

  • Brug 2 sekunder mere på at orientere dig grundigt i kryds og ved sideveje.
  • Vær særligt opmærksom på højresvingende biler bagfra og venstresvingende biler forfra.

Gode råd til bilister:

  • Brug 2 sekunder mere på at orientere dig grundigt i kryds og ved sideveje.
  • Vær særligt opmærksom på cyklister, når du skal svinge til højre eller venstre.
  • Sænk farten.

Seneste nyt

fra Nordjylland