Savede hængsler over hele natten: Genkendt på overvågning

To mænd brugte en hel nat på et indbrud med en vinkelsliber. Nu har de fået straksdomme på henholdsvis tre og seks måneders ubetinget fængsel.

En 42-årig mand og en 34-årig mand fra Frederikshavn og Ikast havde natten til onsdag nogle særdeles begivenhedsrige timer, som torsdag morgen udløste fængselsdomme ved Retten i Hjørring.

De to mænd, der er kendt af politiet, lagde ud med at stjæle en bil fra EUC Nord på Håndbækvej. Efterfølgende ”lånte” de en trailer og tog hen mod nattens mål: Heile Møbler i Frederikshavn, som sælger designmøbler.

Her havde de medbragt en batteridrevet vinkelsliber, som de ville save hængslerne til butikken over med. Det gik imidlertid ikke så let, og de to mænd endte med at bruge det meste af natten med vinkelsliberen. Det lykkedes dog aldrig at bryde ind i møbelforretningen.

- De har formentlig opgivet, fordi det blev for lyst, siger anklager ved Nordjyllands Politi, Thomas Klingenberg.

Lyset afholdt dog ikke de handlekraftige mænd fra at tage en lille smuttur inden om fodboldklubben FFI, hvor de nuppede golfudstyr med på hjem til den 42-åriges adresse. Her fik de få timer efter selskab af politiet, som ransagde hjemmet. Specialpatruljen i Frederikshavn havde genkendt mændene på overvågningsmateriale.

Ved ransagningen fandt politiet golfudstyret samt den 34-åriges jakke, som havde brændemærker efter vinkelsliberen. Og så var der mere end beviser nok til at fremstille de to mænd, som har kendt hinanden i ti år, i grundlovsforhør torsdag morgen.

Retsmødet foregik bag lukkede døre, og derfor kan anklager Thomas Klingenberg ikke gengive, hvad der skete. Han kan dog oplyse om, at de sigtede efter noget tid erkendte nattens hændelser. Begge fik straksdomme.

- Alternativet var, at de skulle varetægtsfængslet og at man skulle undersøge DNA-resultater. Men da de lægger alle kortene på bordet, er retten godt nok oplyst til at kunne give dem en straksdom, siger Thomas Klingenberg.

Den 42-årige mand, der i øvrigt tidligere er dømt for at have begået indbrud i præcis samme møbelforretning, blev idømt tre måneders ubetinget fængsel. Den 34-årige mand havde en reststraf på 113 dage til at stå, som blev udløst, og i alt skal han seks måneder i fængsel.

Begge modtog dommene.


Seneste nyt

fra Nordjylland