Cold Hawaii Film Festival udvider programmet

Til maj løber Cold Hawaii Film Festival af stablen for tredje gang, nu med det største program nogensinde.

Tredje gang er udvidelsens gang - i hvert fald for Cold Hawaii Film Festival i Klitmøller. I starten af maj løber den lokale filmfestival af stablen for tredje gang, og det bliver med det hidtil stærkeste program, skriver festivalens arrangører i en pressemeddelelse.

Idéen med en festival udelukkende med surffilm fra Danmark er vokset, så den nu lokker folk fra både ind- og udland til Klitmøller. Her byder byen på en weekend med koldtvandssurfing, filmskabelse og hygge.

I år har festivalens filmkonkurrence modtaget flere film end nogensinde, og derfor vil der for første gang være to finaler. Den første, B-finalen, finder sted fredag aften og bliver efterfulgt af livemusik fra gruppen Spine of Man, der spiller surf-poprock. 

Lørdag aften vil der være fællesspisning, inden aftenen sluttes af med den store A-finale, prisoverrækkelse til vinderen og fest.

– Vi er glade, men også stolte over det program vi kan tilbyde festivalens gæster i år. At antallet af deltagende film stiger, og at en instruktør som Aske Bang har lyst til at deltage i festivalen, bekræfter at vi bevæger os i den rigtige retning, siger festivalarrangørerne Morten Duus og Alicja Cupial.

Udover filmkonkurrencen og en masse filmvisninger vil publikum også kunne nyde en fotoudstilling, deltage i en skraldekunst-konkurrence og høre et foredrag med den Oscar-vindende instruktør Aske Bang.

Filmfestivalen finder sted den 5.-7. maj, og billetter kan købes via Cold Hawaii Film Festivals Facebookside.


Seneste nyt

fra Nordjylland