Dafolo vil have 10 millioner af IBM

Foto: Nationalbanken

En ni år gammel sag mod it-giganten IBM spøger stadig for frederikshavner-virksomheden Dafolo.

En sag om manglende betaling mellem it-giganten IBM og firmaet Dafolo fra Frederikshavn kører fortsat. Det skriver kanalfrederikshavn.dk.

Sagen drejer sig om den statslige hjemmeside virk.dk, der blev lanceret i 2003.

Dafolo blev i 2002 underleverandør på Virk.dk-projektet og udviklede digitale blanketløsninger til portalen. IBM skulle stå for teknikken på sitet, men fik aldrig den tekniske løsning til at virke. Derfor blev IBM stævnet af Krak, som havde ansvaret for hele portalen. Krak opsagde samtidigt aftalen med IBM, og det fik IBM at holde betalingen til Dafolo tilbage.

Herefter anlagde Dafolo straks sag mod IBM for at få udbetalt fem millioner kroner, som Dafolo mente, at IBM skyldte Dafolo plus fem millioner ekstra for renter og sagsomkostninger.

Sø- og Handelsretten skulle have afsagt dom i sagen 7. december, men dommen blev udsat til 14. januar på grund af sygdom. Der ligger dog en såkaldt "tilkendegivelse" fra retten om, at Dafolo vinder sagen, og at IBM skal betale pengene tilbage. Det har IBM dog stadig ikke gjort.

IBM har tilbudt Dafolo at indgå et forlig i sagen hele fire gange; det seneste tilbud kom for fem dage siden. Dafolo har hver gang sagt nej til forliget.

- Hver gang er beløbet blevet lidt højere end sidst, men ikke et fornuftigt beløb set fra Dafolos side. Og slet ikke nu, hvor Dafolo ved, at vi har vundet sagen. IBM har gang på gang opført sig som Goliath overfor David og forsøgt at tryne Dafolo, siger direktør Hans Christian Højslet fra Dafolo til kanalfrederikshavn.dk.

Flere nyheder fra TV2 Nord