Dansk Folkeparti vil nedlægge regionerne: Regionsrådsformand er træt af at høre på det

Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative vil nedlægge regionerne til efteråret. Det er en sang, Ulla Astman har hørt før.

Står det til Dansk Folkeparti skal regionerne nedlægges, og det skal allerede ske til efteråret. Sådan lyder det på deres sommermødegruppemøde i Sønderborg.

Ifølge formand Kristian Thuelsen Dahl vil nedlæggelse af regionerne være partiets hovedkrav til forhandlingerne. Regionsrådsformanden i Nordjylland tager indtil nu meldingerne med ro. 

quote Jeg synes, det er træls, at vi skal blive ved med at bruge energi på at diskutere noget, som faktisk fungerer rigtig godt

Ulla Astman, Regionsrådsformand

- Jeg tror godt, man kan se fornuften i at have regionerne. Vi har faktisk leveret resultaterne. Vi har skaffet kortere ventetid, bedre kvalitet og behandlet endnu flere end vi nogensinde har gjort før, så jeg synes ikke, der er noget at komme efter i forhold til regionernes indsats, siger Ulla Astman.

Dansk Folkeparti får opbakning til forslaget fra både Liberal Alliance og De Konservative, mens Venstre holder fast i, at man kan nøjes med såkaldte strukturelle ændringer.

Det er ikke første gang, de tre partier kommer med denne melding, og Ulla Astman er ved at være godt og grundig træt af at høre om partiernes ønske om at nedlægge regionerne.

- Det kommer ikke bag på mig, at dét ønske er der, men jeg synes, det er træls, at vi skal blive ved med at bruge energi på at diskutere noget, som faktisk fungerer rigtig godt, siger Ulla Astman.

Meldingen kommer i forbindelse med, at folketingets partier skal forhandle en ny sundhedsreform på plads i efteråret.


Seneste nyt

fra Nordjylland