Dårlig flyinformation

Hvis flyet bliver forsinket eller aflyst, så er det ikke indlysende, at man også kan få erstatning. Det vil en nordjysk folketingsmand nu lave om på.

Kun få flyrejsende aner, hvad de har ret til, når deres fly ikke kommer af sted til tiden. Ifølge EUs regler skal flypassagererne orienteres om deres ret til erstatning, men det sker sjældent.

- Der bliver som oftest udleveret en madbillet, men ingen besked om, at man måske kan få op til 4000 kroner i erstatning, siger Preben Bang Henriksen (V), nordjysk folketingsmedlem og advokat.

Reglerne er ellers klare nok. Der skal betales erstatning på 250 euro for en forsinkelse på to timer, hvis afstanden er under 1500 kilometer. 400 euro kan man få for tre timers venten, hvis afstanden er mellem 1500 og 3500 kilometer. Og endelig gives der en kompensation på 600 euro, hvis forsinkelsen er på fire timer og flystrækningen er over 3500 kilometer.

Efter selv at have vundet en sag og fået udbetalt erstatning for en flyforsinkelse vil det nordjyske folketingsmedlem nu forsøge at få ændret reglerne

- Retten til erstatning skal være tydelig - også på stedet, når man strander i en lufthavn, siger Preben Bang Henriksen.

Flyselskabet Norwegian opfordrer folk til at hente information på selskabets hjemmeside.

- Herefter kan kunden henvende sig til os. Vi foretrækker nemlig at behandle hver enkelt sag individuelt, siger Norwegians informationschef, Johan Larsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland