De unge flytter væk fra Hjørring

Indbyggertallet i Hjørring Kommune er faldet siden 2008, og det er de unge, der forlader kommunen.

De unge mennesker flytter fra Hjørring Kommune. Det viser en opgørelse, som Erhverv Hjørring har lavet gennem Danmarks Statistik. Siden 2008 er der blevet 1760 færre borgere i kommunen, og det svarer til det antal unge, som har forladt kommunen.

- De flytter efter uddannelse, og kun nogen kommer tilbage, men der kommer ikke så mange tilbage, som der gjorde engang, siger borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt.

De unge, der flytter fra kommunen, er fra årgangene 1986 til 1995.

Ifølge opgørelsen er Aalborg den foretrukne by for dem, der forlader Hjørring. I 2012 var der 227 flere, der flyttede til Aalborg fra Hjørring, end der var unge, der tog samme tur den modsatte vej.

Hvis den tendens skal vendes, så skal der ske en aktiv indsats i kommunen, hvis man spørger borgmesteren.

- vi bliver nødt til at spørge os selv, hvad vi kan gøre. Og det skal gøres i et fællesskab. Vi er nødt til alle sammen at tænke anderledes, end vi gør nu. Vi skal have stoltheden tilbage, siger Arne Boelt.

Han har blandt andet en uddannelsestur i støbeskeen til efteråret, og han håber at kunne få skabt et samarbejde mellem kommunen, fagforeningerne og arbejdsgiverne. Og så er der en vigtig faktor, som der skal tages højde for:

- Vi bliver nødt til at spørge de unge om, hvordan de ser det, siger Arne Boelt.


Seneste nyt

fra Nordjylland