Den 3. forbindelse står i kø

02:09

Foto: TV2/Nord

1 af 2

Det kan virke noget ironisk. Den 3. limfjordsforbindelse, som skulle have til formål at lette trafikken i Aalborg, står selv i kø med en lang række lignende projekter. (Opdateret)

Udbygning af Fynske Motorvej mellem Odense V og Nørre Aaby. Anlæg af en motorvej mellem Herning og Holstrebo. Anlæg af en ny fast forbindelse over Roskilde Fjord ved Frederikssund. Og anlæg af en tredje forbindelse over Limfjorden ved Aalborg via Egholm. Og mange, mange flere.

Listen over planlagte vejprojekter, der står i kø, er lang. Udsigten til en tredje forbindelse over Limfjorden kan være lige så lang. For selv om der er lavet såkaldte VVM-redegørelser af vejprojekterne, så mangler finansieringen stadig til de enkelte projekter.

Det skriver Jyllands-Posten.

Lige nu slås transportminister Henrik Dam Kristensen (Soc. Dem.) med oppositionen om en ny storstrømsbro.

- Det er året med den største anlægsbevilling i årtier, og det er samtidig det første år uden nogen beslutning om nye, større vejanlæg. Måske kan en hurtig beslutning om en ny storstrømsbro nå at ændre det, siger sekrætariatschef hos Dansk Vejforening Søren Bülow til Jyllands-Posten.

En forklaring kan være regeringens fokus på den kollektive trafik. Trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet peger på, at politikerne på forhånd har erklæret sig enige i, at den største stigning i trafikken skal ske i den offentlige trafik og at transportsektoren skal være fossilfri i 2050.

- Hvis man vil nå de to mål, er det ikke underligt, at pengene går til den kollektive trafik. Så kan man altid diskutere, om det er muligt og hensigtsmæssigt. Bortset fra det kan jeg ikke huske, at der nogensinde er blevet tegnet en motorvej uden at den også er blevet bygget, siger Harry Lajrmann til Jyllands-Posten.

Den lange udsigt til den tredje forbindelse får blandede politiske modtagelser:

- Jeg forstår ikke, at regeringen sparker beslutningen om en 3. Limfjordsforbindelse til hjørne. Det er allerede en flaskehals, og alle prognoser siger, at trafikken bliver endnu værre. Hvis de ikke har råd, må de lave en principbeslutning, så vi ved, at den forbindelse snart kommer, siger regionsrådsformand Ulla Astman (Soc. Dem.) til TV2/Nord.

- Du risikerer at afskære en hel landsdel fra Danmark, hvis ikke vi snart får en ekstra forbindelse. Så det giver ingen mening, at udskyde beslutningen - vi skal have den forbindelse, siger Mariann Nørgaard (Venstre), formand, Teknik- og Miljøudvalget, Aalborg Kommune.

- Jeg er jublende glad. Nu er der endelig tid til at sætte sig ned og kigge mulighederne igennem, så vi ikke vælger den dyreste og mindst miljøvenlige forbindelse, siger Jørgen Andersen (SF), byrådsmedlem, Aalborg Kommune (og medlem af Netværket mod Vestforbindelsen).

Hos foreningen Egholms Venner, der er imod en tredje limfjordsforbindelse over Egholm er der tilfredshed med en smule skepsis.

- Jeg er glad for, at planerne udskydes, men render ikke rundt med armene over hovedet. Jeg vil se dem droppe planerne helt før jeg jubler, siger Henrik Mørch, formand for Egholms Venner til TV2/Nord.

Flere nyheder fra TV2 Nord