Derfor kan dit vand blive neongrønt

Det fosser ud med vand i Aalborg Kommune, fordi en lang række varmeanlæg og fjernvarmenet er utætte. Det skal grønt farvestof nu råde bod på.

Hvert år forsvinder der cirka 150.000 kubikmeter vand fra fjernvarmenettet i Aalborg Kommune. Det svarer til en årlig udgift på tre millioner kroner, som betales af varmeforbrugeren.

Det skal der nu sættes en stopper for. Fra mandag den 6. november tilsætter Aalborg Kommune et grønt farvestof, som skal afsløre alle de utætte rør.

Det grønne vand er ufarligt

Den grønne farve skyldes et grønt farvestof, der er helt ufarligt. Hvis dit vand bliver grønt, er det dog et tegn på, at der kommer fjernvarmevand over i dit drikkevand.

Fjernvarmevand er ikke beregnet til at drikke eller bade i, og derfor anbefaler Aalborg Forsyning, at man hurtigst muligt får repareret sit varmeanlæg.

- På den måde kan vi effektivisere vores fjernevarmesystem og samtidig sørge for at forbrugeren ikke betaler for noget, som de realt set ikke får glæde af, siger kommunikationskonsulent hos Aalborg Forsyning, Jan Schrøder.

Hvis forbrugeren oplever, at der kommer selvlysende grønt vand ud af hanen fra den 6. november, er det altså et tegn på, at der er et brud på ens fjernvarmeanlæg og fjernvarmenet.

Sådan slipper du af med det grønne vand

Som forbruger skal man selv betale for sit varmeanlæg, og det er ens eget ansvar, at det fungerer, som det skal. Derfor skal man selv sørge for at tage kontakt til en autoriseret VVS-installatør, som kan reparer brud på et rør.

Når røret er repareret, vil den grønne farve forsvinder, og i fremtiden vil man undgå at drikke og bade i fjernvarmevand og samtidig slippe for at betale ekstraudgifter.

Du kan nemt selv tjekke, om dine rør og din vandvarmer er utæt ved at lukke for returløbet og aflæse fjernvarmemåleren. Aalborg forsyning har lavet en instruktionsvideo, som viser, hvordan man gør. Den kan du se herunder.

Hvis du spotter grønt vand i et vandløb, en kloak, en sø eller lignende, er det også et tegn på, at der er brud på et rør.  Her opfordrer Aalborg Kommune, at man tager kontakt til Aalborg Forsyning, så de kan reparer rørene.


Seneste nyt

fra Nordjylland