DGI: Kønsopdelt idræt gavner integration

Integrationsminister Inger Støjberg mener, at kønsopdelt idræt skader integrationen, men i Nordjylland er breddeidrætsorganisationen DGI lodret uenig.

Onsdag kastede uintegrationsminster Inger Støjberg sig ind i debatten om kønsopdelt idræt efter nyheden om, at en københavnsk svømmeklub havde succes med at oprette rene pigehold. Det har blandt andet fået mange piger med anden etnisk baggrund end dansk til at begynde at dyrke idræt.

Men det er skadeligt for integrationen, mener integrationsministeren, som til TV2 Nyhederne onsdag udtalte, at det er naturligt, at piger og drenge mødes i foreningslivet.

Den holdning møder undren i Nordjylland, hvor formanden for DGI Nordjylland, Palle Skovmand Fogh indtager det stik modsatte synspunkt.

- I og med at man kommer i en forening, og det gør man efter nogle demokratiske spilleregler, for ellers fungerer foreningerne ikke, så kommer man også ind i demokratitanken. I virkeligheden er vores foreninger små demokrativugger, og det er jo hamrende vigtigt, at de nye, der kommer til vores land, oplever den del af vores danskhed, som vi kan være rigtig stolte af, siger Palle Skovmand Fogh.

Formanden understreger, at læren om foreningslivet og demokratitanken ikke skades af, at aktiviteterne foregår kønsopdelt.

- Vi har jo meget idræt, hvor kvinder er for sig, og mænd for sig, hvor drenge er for sig og piger for sig, og det er jo ikke i sig selv skadeligt eller hæmmende for noget som helst, siger Palle Skovmand Fogh.

DGI kører på fjerde år et projekt kaldet "Foreningskvinderne", hvor der ydes støtte både økonomisk og i form af kurser til kvinder, der ønsker at oprette rene kvindeforeninger. Der er allerede flere velfungerende af slagsen, og en ny med navnet Foreningen for medborgerskab Aalborg SØ har netop set dagens lys.

Formand i foreningen Sisse Gramstrup Munk ønsker at skabe et tilbud, hvor kvinder på tværs af kulturer kan mødes og fremme integrationen ved hjælp af motion. Hun forstår heller ikke, at det skulle være hæmmende for integrationen, at der er tale om en ren kvindeforening.

- Halvdelen af den danske befolkning er kvinder, og hvad er der forkert ved at starte med at lære andre kvinder at kende, siger Sisse Gramstrup Munk og fortsætter:

- Det med foreningsliv er bare så dansk, som noget kan blive. Jeg har selv gået til spejder, og det var i KFUK. K'et står for kvinder. Der var altså ingen drenge, og det var der ingen, der råbte højt om.

Foreningen for medborgerskab Aalborg SØ har allerede startet en pigeklub op, og planen er, at der i løbet af maj vil blive startet et motionshold for kvinder på Seminarieskolen i Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland