DGI Landsstævnet 2017 til Aalborg?

Udsigten til at få DGI's landstævne til Aalborg i 2017, fik i dag byen til at lægge sig i selen.

Aalborg Kommune havde valgt at DGI's repræsentanter skulle med rundt på en cykeltur i centrum af byen. Undervejs blev de præsenteret for mange forskellige former for idræt.

- Det er jo en del af den måde vi gør tingene på i Aalborg. Vi rør os, vi er fysisk aktive, og det er i god tråd med DGI?s filosofi om at der skal sættes fokus på sundhed og idræt, siger Aalborgs fungerende borgmester Thomas Kastrup-Larsen (Soc.dem.) til TV2/NORD.

Aalborg er oppe imod byer som Vejle, Viborg, Holstebro og Slagelse. Udvalget fra DGI er godt klar over at der er meget på spil for de konkurrerende byer.

- Der er fuld fokus på den by i fire til fem dage. Der er en masse frivillige der bliver aktiveret omkring det at skabe festen. Alle byens borgere vil opleve at byen er på den anden ende. Det er måske svært at forstå for borgerne inden, men vi må sige, at de steder hvor vi har været, der glemmer folk det aldrig, siger DGI?s formand Søren Møller.

Som den eneste af byerne satser Aalborg på at meget af stævnet kan foregå inde i centrum, og det faldt i DGI's smag.

- Det er et spændende set up med det som byen kalder et urban landsstævne. Det er vi lige nu ved at trykprøve. Holder det, virker det, er der kapacitet nok. Det vi har set indtil nu, det ser rigtig spændende ud, siger DGI?s formand Søren Møller til TV2/NORD.

Rundturen sluttede af ved Honnørkajen i Aalborg, hvor det er planen at 30.000 mennesker skal overvære åbningsceremonien - hvis Aalborg bliver valgt som vært for stævnet.

- Jeg tror vi har en rigtig god chance, men jeg er også meget bevist om at de andre byer, der forsøger at lægge bilet ind på det her, de gør også rigtig meget for at lave en god ansøgning. Så jeg håber meget, men der er jo ingenting der er sikkert, siger Aalborgs fungerende borgmester Thomas Kastrup-Larsen (Soc.dem.).

Vinderbyen bliver offentliggjort den 12. december.


Seneste nyt

fra Nordjylland