Dialysepatienter cykler i sengen

Dialysepatienter cykler Foto: Thomas Gaardsmand

Hvem siger at man ikke kan cykle i sengen. Dialysepatienter er ofte afkræftede og motionerer for lidt. Det har de fundet en løsning på på de nordjyske sygehuse.

Willum Davidsen fra Øster Hurup lider af nyresvigt. Derfor er han i dialyse i fire timer tre gange om ugen på Aalborg Sygehus. Tiden bruger han nu på at cykle på en lille cykel, der ligger i fodenden mens han er i dialyse.

- Det betyder meget. Jeg har faktisk fået det bedre. Før var mit blodtryk ofte alt for lavt, men det har det ikke været siden jeg begyndte at cykle, siger Willum Davidsen.

Nyrepatienter bliver hurtigt trætte, fordi de mister protein og dermed muskler. Ved at motionere kan patienterne genvinde både musklerne og energien viser en undersøgelse fra Aalborg Sygehus.

- Vores undersøgelse viser at patienterne har fået en bedre hverdag. De føler at de har lidt mere energi og lidt mere overskud, siger Karin Dollerup, sygeplejerske på Dialyseafdelingen på Aalborg Sygehus.

Nyreforeningen markerede i dag Nyrens Dag. De vil gerne have flere sygehuse til at tilbyde nemt tilgængeligt motion til dialysepatienter, der ikke kan overskue en tur i et motionscenter.

Flere nyheder fra TV2 Nord