Dirch Passers datter fortæller sin historie: Han var min bedste ven, han var min far, han var min livline

Dirch og datteren Josefine Passer. I aften viser Josefine hele Danmark unikke optagelser og fortællinger om den mand, alle elskede, og den far, hun mistede alt for tidligt. Privatfoto Foto: Privatfoto

TV2 sender i aften, Skærtorsdag, en dokumentar om legenden Dirch Passer, fortalt af Dirchs datter, Josefine, til TV2 Nords Zita Hvid. Dermed får hele Danmark nu mulighed for at komme tættere på en af de mest kendte og elskede danske skuespillere.

Dirch Passers yngste datter, 52-årige Josefine Passer, fortæller i aften på TV2 åbenhjertigt historien om sit liv. Om at være datter af Danmarks bedst kendte og mest elskede komiker, og om at miste ham som bare 14-årig.

Det sker i et åbenhjerteligt og gribende interview, som TV2 Nords Zita Hvid står for. Optagelser, som gennem længere tid er foretaget med Josefine Passer hjemme hos hende i Nørresundby, hvor hun åbent og ærligt fortæller om at være datter af Dirch og Hanne Passer. En barndom og opvækst, der ikke var som for de fleste. Josefine Passer åbner op for unikke fortællinger og optagelser, der blandt andet byder på ferier med familien, optagelser, der for første gang kom i offentlighedens lys sidste år i tre programmer, som TV2 Nord producerede og sendte på Salto. I aften har hele landet mulighed for at se med, når TV2 bringer TV2 Nords produktion.

Dirch og datteren Josefine Passer. I aften viser Josefine hele Danmark unikke optagelser og fortællinger om den mand, alle elskede, og den far, hun mistede alt for tidligt. Foto: TV2 Nord

- Næst efter kongefamilien var vi den mest fotograferede familie i Danmark på det tidspunkt, fortæller Josefine Passer blandt andet i programmet.

Her  kan man også opleve, en af de unikke smalfilmoptagelser, der viser en pause på filmsettet under indspilningen af lystspillet 'Pigen og Greven'. Dirch spiller hovedrollen som Andreas Lillelys, og Josefine, der ikke engang er et år gammel på optagelserne, spiller datteren Lulu.  Men der var ikke noget ønske om at gøre datteren til barnestjerne. Dirch ville helst holde hende ude af filmverdenen:

- Det ville han frem for alt gerne skåne mig for. Der var arbejde, og så var der familie. Og de ting var adskilt, fortæller Josefine.

I det hele taget husker Josefine Passer sin far som et menneske, der egentlig allerhelst ville være som alle andre danskere. Dirch Passer var dybt optaget af at betragte hr. og fru Danmark, og sammen med datteren gik han ofte en tur juleaften for at kigge ind gennem folks vinduer og se, hvordan de holdt jul.

 

Privatfoto Foto: Privatfoto

 

Faldt om på scenen

3. september 1980. Dirch Passer skal optræde Tivolirevyen i Glassalen, som han har gjort så mange gange før. Aftenen forinden har han på scenen fået et ildebefindende. Han faldt om, blev bragt til Hvidovre Hospital og fik konstateret, at alt var okay. Han er klar til endnu en forestilling. En forestilling, der aldrig kom i gang.

Dirch Passer faldt endnu engang om, og han rejste sig ikke igen. På Københavns Kommunehospital blev han om aftenen klokken 21.20 erklæret død.

Danmark havde mistet et ikon. Et komisk geni var gået bort kun 54 år gammel. Tivolirevyen aflyste resten af sæsonen mens landesorgen bredte sig over Danmark.

Sorgen ramte også Passers familie. Hans yngste datter Josefine Passer er kun 14 år gammel, da hendes far dør.

- Han var min bedste ven, han var min far, han var min livline. Halvdelen af Danmark gik i chok, da han døde, og det gjorde jeg også. Jeg skreg og skreg, fortæller Josefine Passer og tilføjer:

- Der stoppede min barndom nok faktisk, den aften. Og jeg stoppede med at have et hjem.

 

Privatfoto Foto: Privatfoto

 

Kendt og elsket

Han var kendt og elsket, og efter hans død er han hverken gemt eller glemt. Hans mange film genudsendes stadig flittigt og hans liv er skildret i både biografier, film og senest i en musical. Oftest med fokus på Dirchs forbrug af damer og alkohol.

- Jeg synes, den er lidt letkøbt, siger Josefine Passer om den vinkel mange har anlagt i skildringen af hendes fars liv.

- Han var nok den mest regelrette kunstner, og han drak aldrig nogensinde før han gik ind på en scene, fortsætter hun.

- Jeg ved også, at de sidste år, der tyllede han ikke. Han løb ikke rundt med en whiskyflaske under armen, og jeg bliver småirriteret og harm, når de personer, der kalder sig hans venner står og hælder en whiskyflaske ud over hans grav på hans fødselsdag. Jeg tænker, at havde han levet i dag, så havde han været totalt fan af Joe and The Juice og grøntsagssmoothies. 

Alene i 1960 indspillede han ni film. Fem over sommeren. Hvis du konstant løb rundt i en kæmpebrandert, ved du hvad. Det går bare ikke, siger Josefine Passer, der nu fortæller sin historie.

- Jeg er ikke blåøjet og livet er ikke kun rosenrødt. Det er de anekdoter, jeg har skrevet, heller ikke, men de er skrevet ud fra kærlighed af en datter, der har dyb respekt for begge sine forældre, det de stod for og de fantastiske gener, der har foræret mig. De har givet mig viden, kærlighed til livet, kærlighed og ordentlighed, kærlighed til alle de ting, der var væsentlige for dem, og som også er blevet væsentlige for mig, fortæller Josefine Passer.

 

 

Ernst Trillingsgaard, tidligere direktør for Aalborg Kongres- og Kulturcenter, kendte Dirch Passer gennem mange år og ligeledes datteren, Josefine. Siden Dirch Passers død har Ernst Trillingsgaard og Josefine Passer holdt kontakt til hinanden. I forbindelse med musical-forestillingen Dirch, der i efteråret 2016 også kom til Aalborg, mødtes de to for at dele historier om den tidligere revy-stjerne. 

 

Stadig hyldet

Den dag i dag bliver Dirch stadig hyldet som en af vor tids største komikere. For Josefine var han først og fremmest en god far.

- Jeg ville rigtig gerne tale med min far i dag. Og jeg ville også give ham nogle skideballer, netop fordi han lod sig udnytte som han gjorde. Jeg ville give ham noget med omkring sjælen og vigtigheden af at passe på sig selv, fortæller Josefine Passer i programmet.

 

01:02

Sofia Passer er barnebarn af Dirch Passer. Hun spiller med i en musical på Fjerritslev Gymnasium og så drømmer hun om at bliver skuespiller med speciale i komik - ligesom sin morfar.

Luk video

 

Flere nyheder fra TV2 Nord