Direktør fik stort gyldent håndtryk af Region Nordjylland

Jens Winther fik ved sin fratrædelse 1,2 millioner af Region Nordjylland. Det forarger professor ved Aalborg Universitet, der sætter spørgsmålstegn ved, om det er sådan, vi skal bruge skatteborgernes penge.

Gyldne håndtryk er der i den seneste tid blevet givet mange af. Senest er det Jens Winther Jensen, der stoppede som direktør i Region Nordjylland. Da Jens Winther stoppede den første marts, modtog han et gyldent håndtryk på 1,2 millioner kroner. Det forarger professor ved Aalborg Universitet.

- Der er ikke noget juridisk galt i det, men når man så tiltræder tilsvarende stilling et andet sted, så har man jo ikke brug for at blive forsøget i den periode. Dermed støder det let mod de normsystemer, vi har i det danske samfund, siger Henning Jørgensen, professor i offentlig forvaltning ved Aalborg Universitet. 

Jens Winther Jensen fik kort efter sin afsked i Region Nordjylland et job som koncernchef i Region Syddanmark. Her tiltræder han den 1. maj. Så der er alt i alt gået to måneder mellem de to direktør jobs. måneder hvor han blandt andet har arbejdet som konsulent for sin tidligere arbejdsplads - Region Nordjylland. 

Hvis man får en anden tilsvarende stilling på samme lønniveau, så kan nogen sige, at man skummer fløden

- Det offentlige er ikke dårligt lønnet på chefniveau - slet ikke. Hvis man får en anden tilsvarende stilling på samme lønniveau, så kan nogen sige, at man skummer fløden, for det er vores skatteborgerpenge, siger Henning Jørgensen. 

Jens Winther Jensen har været ansat på en åremålskontrakt i Region Nordjylland som stoppede her i 2016. Han er altså ikke blevet fyret utidigt. Kritikken om det gyldne håndtryk er de ikke enige i ved Region Nordjylland. 

- Fratrædelsesbeløbet er en del af den samlede 'lønpakke' som blev aftalt allerede ved Jens Winther Jensens ansættelse i 2010, og som følger af Rammeaftale om åremålsansættelse. Region Nordjylland er dermed kontraktligt forpligtet til at udbetale fratrædelsesbeløbet, siger Elisabeth Kjeldsen, forhandlingschef ved Region Nordjylland. 

Spørgsmålet om de gyldne håndtryk er et man skal have op på politiker-niveau. Det er nemlig dem, der skal tage stilling til, hvordan skatteborgernes penge bliver håndteret. Henning Jørgensen udtaler: 

- Den diskussion skal vi have med politikerne - er det rimeligt, at vi giver gyldne håndtryk i en situation, hvor vi mangler ressourcer i det offentlige, og hvor det viser sig, at folk kan få andre jobs - og dermed ikke lider indtægtstab?

 


Seneste nyt

fra Nordjylland