Dokumenter fra den kolde krig afslører planer om massegrave i Sindal

Under den kolde krig fik kommunerne pålagt, at finde egnede områder til massegrave, så de mange døde hurtigt kunne skaffes af vejen, hvis krigen kom.

Lige nord for Mosbæk Kirke ligger der en kornmark. Den ligner alle andre kornmarker, men fra slutningen af 1970’erne, under den kolde krig, havde Sindal Kommune planer om, at der her kunne begraves op til 5000 mennesker.

- Man skulle have de her steder til at få – undskyld udtrykket – skippet de døde af vejen, så de ikke opstod forrådnelse i de byer, som var blevet bomberamt, siger historiker Lars A. Haakonsen til TV2 Nord.

Under hele den kolde krig arbejdede myndighederne med at forberede samfundet til en atomkrig, herunder at skaffe de mange døde af vejen. Og her vurderede man, at de eksisterende kirkegårde ikke var store nok. 

- På de kirkegårde man har nu, har man jo ikke tænkt over hvor langt der er fra de døde til for  eksempel grundvandsspejlet. I en situation, hvor der kan være nuklear bestråling af kroppene, så skal man sørge for at lægge de her kirkegårde et sted, hvor man ikke forurener grundvandet, siger Bodil Frandsen, museumsinspektør, Nordjyllands Historiske Museum til TV2 Nord.  

De nyfundne planer for massegravene viser, at Sindal Kommune fik ros af embedslægen for den planlagte massegrav. Der var gode tilkørselsveje, kirken lå tæt på og så var marken omkranset af træer som kunne skjule hvad der foregik på pladsen.

- Når man har talt om, at det var ideelt, at der var en bevoksning omkring, så har det handlet om at man ikke har ønsket at skræmme befolkningen mere end højst nødvendigt, siger Bodil Frandsen, museumsinspektør, Nordjyllands Historiske Museum til TV2 Nord.

I 1989 faldt muren og alle de fine planer blev gemt væk, indtil de som nu dukker frem igen.

-Det er så nemt at sige i dag, at det var da fuldstændig vandvittigt, at man lavede så store beregninger, men på daværende tidspunkt har det jo været en risiko. Det har jo ikke været for sjov, at man har lavet de her planer, det var fordi at man forventede at krigen den kom, siger historiker Lars A. Haakonsen til TV2 Nord.

Ifølge beredskabsstyrelsen, indgår de mange planlagte massegrave ikke længere i de beredskabsplaner, der er for katastrofer herhjemme.


Seneste nyt

fra Nordjylland