Dramatisk redningsaktion på grundstødt kutter

00:43

1 af 2

Et besætningsmedlem og en redningsmand faldt i vandet under redningsaktion på grundstødt kutter

Tidligt søndag morgen stødte en 100 tonstung svensk trækutter på grund lige syd for Skagen Fyr. To besætningsmedlemmer var på skibet, da det skete. Det oplyser den vagthavende officer hos Søværnets Operative Kommando.

Selvom kutteren stødte på grund kun 20 meter fra kysten, kunne besætningsmedlemmerne ikke redde sig selv i land, fordi bølgerne var meget høje. Det fik også kutteren til at vælte om på siden.

Mandskab fra Redningsstation Skagen blev tilkaldt for at hjælpe de to besætningsmedlemmer, og det gik dramatisk for sig, oplyser SOK.

Da det ene besætningsmedlem skulle hjælpes ind til kysten, faldt både han og redningsmanden i vandet. Redningsmanden fik dog bugseret besætningsmedlemmet tilbage på skibet. Derefter blev en redningshelikopter tilkaldt, og ved hjælp fra den blev mændene reddet i land.

- Redningsstationsfolkene fra Skagen gjorde en kæmpe indsats og et flot stykke arbejde, siger SOKs vagthavende officer til TV2/Nord.

Det ene besætningsmedlem på kutteren er bragt til sygehuset, mens den anden bliver afhørt af politiet, så man kan klarlægge, hvorfor kutteren stødte på grund.

Flere nyheder fra TV2 Nord