Drømmer om OL

Det 15-årige stortalent Julie Levisen fra Terndrup vandt ved sommerens DM to guldmedaljer, men nordjyden vil nå nye højder.

Hun har kun svømmet i fire år, men er et landets mest lovende talenter. Evnerne håber hun da også at udnyttet til fulde.

- OL er min helt store drøm, og det håber jeg, at jeg kan få lov til at opleve på et tidspunkt, fortæller Julie Levisen.

Målet er på ingen måde umuligt, hvis man skal tro hendes mentor.

- Hun har en helt fantastisk vilje. Hvis vi lægger en plan, så følger hun den. Skulle hun en sjælden gang misse en træning, indhenter hun selv det tabte. Hun har muligheden for at gå hele vejen, siger Julies træner fra Svømmeklubben SMUT i Terndrup, Erik Pallesen.

Ved weekendens Svømmecup i Thisted beviste den unge komet, at hun meget vel kan være et af fremtidens håb i dansk svømning. Under stævnet sikrede Julie Levisen sig ikke mindre end fem førstepladser.

- Jeg håber, jeg kan fortsætte min udvikling, så jeg kan nå langt og i fremtiden komme med til et OL, siger Julie Levisen.

Allerede i november får Terndrup-pigen muligheden for at prøve kræfter med de helt store navne, da hun er udtaget til EM for seniorer.


Seneste nyt

fra Nordjylland