Dyregården kan miste sine dyr

Besparelse: I et nyt sparekatalog fra Hjørring Kommune bliver det foreslået, at spare dyrene på Dyregården Ferdinand i Hjørring væk. Komplet tosset, siger forældrene.

Tiden hvor Dyregården Ferdinand i udkanten af Hjørring kan kalde sig for dyregård, kan snart være slut. I hvert fald, hvis forslagene i et nyt sparekatalog fra kommunen, bliver ført ud i livet. Et forslag, som har rystet forældrene til de børn, som går i børnehaven.

”Det gør mig rigtig ked af det. Jeg har allerede en, der går herude nu. Men jeg har også en, som skal starte her den 1. januar 2017,” siger Henriette Bisgaard fra Vrå.

Hun og flere andre forældre, som TV2 Nord mødte i børnehaven lørdag eftermiddag, ryster på hovedet over kommunens forslag om, at får, geder, grise, marsvin og en masse andre dyr på Dyregården Ferdinand kan spares væk i en kommende sparerunde.

”Der må være en anden løsning! Det kan ikke passe, at det altid er pædagogerne og børnene, som det skal gå ud over,” siger Marie Pedersen, som også har børn på Dyregården Ferdinand.

Det er som led i kommunale besparelser for 2017, at samtlige udvalg i kommunen er blevet bedt om at komme med forslag til besparelser for hvad der svarer til to procent af hvert udvalgs budget. Blandt forslagene fra Børne-, Skole- og Ungdomsudvalget er altså, at dyreholdet på Dyregården Ferdinand kan spares væk – en årlig budgetpost på cirka 600.000 kr.

”Det er fordi vi har bedt forvaltningen gå udenom kerneydelserne og kun se på, hvad der kan være rart at have – men ikke nødvendigvis er behov for at have,” siger Kasper Maarup Andersen (C), formand for Børne-, Skole- og Ungdomsudvalget i Hjørring Kommune.

Han er dog fuld af forståelse overfor forældrenes frustrationer, men understreger, at det på nuværende tidspunkt er nødvendigt at kigge efter mulige besparelser overalt på budgettet.

Men er det ikke en dråbe i havet?

”Jo, det er det. Men det vidner jo sådan set bare om vores store udfordring: Vi skal ud og spare så mange penge, at vi er nødt til at kigge i alle hjørner og kroge efter hvad vi kan spare,” siger Kasper Maarup Andersen.

Det er først efter sommerferien, at budgetforhandlingerne for alvor går i gang. Men forældrene til børnene på Dyregården Ferdinand har ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene. Allerede på mandag mødes forældrebestyrelsen med børnehavens ledelse for at drøfte eventuelle redningsplaner, hvis spareforslaget bliver gennemført.

Læs alle spareforslagene fra børn-, skole og uddannelsesudvalget her:

http://www.hjoerring.dk/media/5122/punkt_1_bilag_2.pdf


Seneste nyt

fra Nordjylland