Dyreinternat kørte det nuttede skyts i stilling

Nordjyllands Dyreinternat holdt åbent hus søndag for at få givet søde hunde og katte nye hjem.

Søde hunde og nuttede katte var klar til at tage imod, da Nordjyllands Dyreinternat i Hjallerup søndag åbnede dørene op, for alle der måtte have lyst til at se internatet indefra og måske give et af dyrene et nyt hjem.

- Målet er at få så mange mennesker som overhovedet muligt ud. At de kommer ud og ser hvordan vi har det, hvordan dyrene har det, er jo fantastisk, siger Ninna Basselbjerg, der er veterinærsygeplejerske ved nordjysk dyreinternat.

De besøgende havde til søndagens arrangement rig mulighed for at kæle for dyrene og for at høre nærmere om, hvordan de kan hjælpe dem. De leder nemlig alle efter et nyt hjem.

En i december meget nærliggende måde at give dyrene et nyt hjem på, kunne være at give dem som gave til venner og bekendte, men det er ikke altid en god idé.

- Dem der får dyret, er ikke forberedt på at skulle have et kæledyr, og det er noget man skal sætte sig godt ind i, inden man kaster sig ud i, siger Ninna Basselbjerg.

- Vi sørger for at få dem snakket fra det. Man skal ikke give dyr i julegave, siger hun videre. 

 
 
Foto: Daniel Mikkelsen

 


Seneste nyt

fra Nordjylland