Efterlysning af hjerneskadet mand: Led i skure og haver

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser en 63-årig hjerneskadet mand, som er gået fra institution i Nykøbing Mors. Nu har de brug for din hjælp.

Midt- og Vestjyllands Politi har det meste af natten til torsdag søgt med hunde og helikopter efter den 63-årige hjerneskadede mand, som forlod sin institution i Nykøbing Mors onsdag aften. Han er sidst set klokken 19:20.

- Vi har ledt hele natten. Nu begynder det at blive lyst, og folk kommer på gaden, så vi håber, de kan hjælpe os med at finde ham, siger vagtchef for Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær.

Manden er 185 cm høj, af almindelig bygning og har kort gråt hår. Derudover har han et institutionsarmbånd rundt om håndledet, og er iført en blå sweatshirt med lynlås og mørkeblå joggingbukser.

- Folk må gerne lede i skuer og haver og alle steder, hvor der kan sidde en man, lyder det fra vagtchefen.

Manden er godt gående, og derfor kan han sagtens have nået et godt stykke væk. Politiet formoder dog, at han befinder sig et sted i Nykøbing og omegn. 

Hvis du har set manden, kan du kontakte Midt- og Vestjyllands Politi på 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland