#Efterskolen: Faglighed og fællesskab trækker stadig

Antallet af efterskoleelever er ved at være tilbage på niveauet fra før finanskrisen.

På trods af mindre ungdomsårgange, er det lykkedes efterskolerne at fastholde antallet af elever i skoleåret 2016/2017.

- Elevtallet faldt i forbindelse med finanskrisen, men er nu inde i en stabil periode med beskeden fremgang, og det håber jeg vi kan fastholde, siger Bjarne Lundager Jensen, direktør for Efterskoleforeningen.

- Jeg håber, at stadigt flere vil synes det er spændende at komme et år væk fra mor og far og opleve et andet fællesskab. Det tror jeg rigtig mange har brug for, uddyber han.

quote Før var det mere udpræget, at de unge, der tog på efterskole gjorde det, fordi deres far, mor eller ældre søskende havde været det. Og de valgte ofte den samme efterskole som dem. I dag vælger man meget mere efter sin egen interesse.

Bjarne Lundager Jensen, direktør, Efterskoleforeningen

Fra 1980 til 1990 skete der en voldsom vækst i antallet af efterskoler, og antallet af elever. I 1980 var der 135 efterskoler med i alt 10.500 elever. I 1990 var det tal steget til 213 efterskoler med i alt 16.900 elever. Efterskolebølgen toppede i 2010 med 261 skoler og 28.500 elever. I dag er der 245 efterskoler med knap 28500 elever.

Bjarne Lundager Jensen er ikke i tvivl om, at en af årsagerne til, at efterskolerne bliver ved med at være så populære er, at de er gode til at løfte elevernes motivation, så de er mere klar til en ungdomsuddannelse.

Men baggrunden for valget af efterskole har ændret sig i løbet af de sidste ti til femten år:

- Før var det mere udpræget, at de unge, der tog på efterskole gjorde det, fordi deres far, mor eller ældre søskende havde været det. Og de valgte ofte den samme efterskole som dem. I dag vælger man meget mere efter sin egen interesse. Mobiliteten er også steget, og man vælger langt oftere efterskoler, der ligger længere væk fra ens hjem, forklarer Bjarne Lundager Jensen.

Nordjylland og Sjælland oplever i dette skoleår, som de eneste regioner, en lille tilbagegang i antallet af elever. I Nordjylland kan tilbagegangen tilskrives lukningen af tre efterskoler.

Fakta: Efterskoleforeningen.

TV2 Nord sætter i denne uge fokus på efterskolernes liv - og efterskolelivet for de unge - anno 2017. Vi kommer kort sagt hele vejen rundt om de nordjyske efterskoler.

Herunder kan du på den interaktive tidslinje gå igennem de danske efterskolers historie, der starter helt tilbage i 1851.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland