En god historie - om Peter Riismøller

Foto: TV2Nord

I programserien"En god historie" på TV2/NORD tegner Bjarne Nielsen-Brovst og Jørgen Pyndt et portræt af den kendte nordjyske museumsmand og formidler Peter Riismøller.[size=3] [/size]

Peter Riismøller blev født på Gl. Skørping-egnen i fattige husmandskår, så fattige, at han kaldte bogen om sin opvækst for "Sultegrænsen".

Han blev kaldt landets første by-arkæolog og Aalborgs hukommelse - og han satte sig tydelige spor med sit omfattende udgravningsarbejde og talrige publikationer om det gamle Aalborg.

Han blev den første museumsinspektør på Aalborg Historiske Museum, ansat i 1936. Og et af hans første store projekter var udgravningen af Lindholm Høje - men det er først og sidst som museumsmanden med tilnavnet "Aalborgs hukommelse", han vil blive husket. Og som en fremragende formidler, der elskede at gå i spidsen for byvandringer i det gamle Aalborg - mens han levede sit privatliv i den gamle præstegård i Gl. Skørping.

Og så engagerede han sig i modstandskampen i Aalborg, bl.a. sammen med den unge digter Morten Nielsen. En spændende mand med et spændende liv.

Se programmerne på TV2/NORD den 8. og 15. november, kl. 18.00.

Flere nyheder fra TV2 Nord