Én læge om 5000 patienter

Yderområder bliver drænet for læger. Også i Nordjylland er manglen stor. Selvom lægerne bliver tilbudt stor bonus og en fuldt udstyret praksis, så er der langt mellem lægerne i yderområderne.

Flere steder i Nordjylland kan læger få foræret en fuldt udstyret praksis, en halv million kroner i bonus og en gruppe patienter. Alligevel lykkes det sjældent at lokke en ny læge til yderområder, hvor lægepraksisser på stribe lukker ned, når læger går på pension. Et sted på Mors betyder det, at én mand i dag er læge for 5.073 patienter.

En ny undersøgelse fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) viser, at der på landsplan mangler 164 praktiserende læger. 47 af dem mangler i Region Nordjylland, hvor hver ottende lægepraksis nu står tom og yderligere cirka 30 praksisser er sat til salg.

Det skriver Politiken søndag.

Region Sjælland mangler færrest læger. Her står 1 ud af 40 praksisser tom. I alt mangler der 13 læger i regionen, og PLO's lægeprognose viser, at antallet af praktiserende læger først stiger efter 2020.

- Patienterne betaler en kolossalt høj pris. Der er ulighed i sundhed i ekstrem grad. Har man ikke egen læge, bliver skadestuerne ens vej ind i sundhedsvæsnet, og dem er der også mange, der har langt til. Derfor er der helt sikkert nogle, der vil afholde sig fra at søge læge, siger Lars Engberg, formand for Danske Patienter, til Politiken.

En fremskrivning fra PLO, der medregner de læger, der pensioneres, viser, at med den nuværende udvikling vil nordjyske læger i 2020 i gennemsnit have 673 flere patienter end sjællandske. Mens lægerne på Sjælland vil gå fra 1.581 til 1.396 patienter, vil nordjyderne i gennemsnit være 2.069 personer om at dele en læge.

Flere steder i det nordvestjyske overgår virkeligheden allerede statistikken. I Morsø Kommune er gennemsnittet i dag over 3.200 patienter, mens landsgennemsnittet er 1.600. Det viser tal fra Region Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland