To episoder med flugtbilist: Stak af fra uheld og torpederede hestefold

To gange var en Opel Astra involveret i uheld i Nørresundby og Vadum fredag aften. Begge gange stak bilisten af.

Fredag aften klokken 21.44 fik Lars Jørgensens søn og sønnens kæreste sig noget af en forskrækkelse, da de skulle dreje til højre ved Forbindelsesvejen og Vikingevej i Nørresundby. Parrets bil blev påkørt bagfra af en sølvgrå Opel Astra, som efterfølgende stak af fra stedet. Heldigvis kom ingen til skade ved uheldet, men nu efterlyser Lars Jørgensen vidner til uheldet på Facebook.

- Jo flere der får det at vide, jo større chance er der for, at vi når frem til vedkommende, der har gjort det. Vi håber, bilisten får dårlig samvittighed og retter henvendelse til os, siger Lars Jørgensen.

Kort tid efter uheldet i Nørresundby var en sølvgrå Opel Astra endnu engang involveret i et uheld. Denne gang ved Vadum Rideklub, hvor kasserer Lars Kruuse Frandsen klokken 22 blevet ringet op.

- Jeg fik at vide, at bilen var kørt forbi et par gange, og at bilisten bagefter var høvlet igennem folden, siger Lars Kruuse Frandsen.

Han mistænker bilisten for at være den samme, som kort tid forinden var involveret i uheldet med Lars Jørgensens søn i Nørresundby. Han undrer sig især over, at der ikke er nogen tegn på, at bilisten er bremset.

- Bilisten kører igennem 15-20 meter fold uden at bremse. Vi tænker, at han måske bevidst har forsøgt at lave skade på sin bil, så han kan slippe for skylden ved episoden i Nørresundby, siger Lars Kruuse Frandsen.

Ved Nordjyllands Politi kan man hverken be- eller afkræfte, om der er sammenhæng mellem de to uheld, men vagtchefen giver Lars Kruuse Frandsen ret i, at sammenhængen mellem bilmærke og tidspunkt er påfaldende.

I Vadum er Lars Kruuse Frandsen lettet over, at der hverken var heste eller børn i folden, da uheldet skete.

- Det kunne der sagtens have været. Der er tit nogen, der overnatter på rideskolen i weekender og på helligdage, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland