EU koster lastbilchauffører jobbet

Et EU-direktiv har indtil videre kostet en snes nordjyder jobbet som lastbilchauffør.

Jan Erik Madsen fra Hanest har i mere end 30 år arbejdet som lastbilchauffør, men den 20.oktober fik det job han elsker så højt en ærgerlig afslutning. Et nyt EU-direktiv betyder at man ikke må modtage medicin for Epilepsi, hvis man ønsker at have kørekort til en lastbil. Derfor måtte Jan Erik Madsen sige sit job op samme dag som han fik beskeden om at han ikke længere må sidde bag rattet.

- Jeg gik en tur om mig selv og var ikke helt klar over hvad jeg skulle. Mit arbejde er 80 procent af mit liv, det er det jeg lever for, det har været et helvede at gå rundt herhjemme den seneste måned. Samtidig har jeg ikke råd til det, inden længe bliver jeg tvunget til at sælge mit hus, hvis jeg vil have kontanthjælp, fortæller Jan Erik Madsen.

Han støttes af fagforeningen 3F der siden regelændringen trådte i kraft ved nytår har oplevet flere tilfælde, hvor medlemmer fra den ene dag til den anden har mistet deres levebrød.

- Det er jo en helt skæv måde man har behandlet de her mennesker på. De er udsat for man har ændret lovgivning med tilbagevirkende kraft. De har jo indrettet sig efter gældende lovgivning, og nu straffer man dem, det er ganske enkelt ikke rimeligt, fortæller Orla Thomsen fra 3 F.

Sundhedsstyrelsen er myndigheden der vurderer de enkelte sager. Og her mener man, at de implicerede har haft god mulighed for at forberede sig på de nye krav.

- De seneste år har det været et krav, at folk der modtager medicin mod Epilepsi skulle have deres store kørekort fornyet. Det er så nu fortsat ud i en reel regelændring, siger Ivar Gøthgen fra Sundhedsstyrelsen.

Jan Erik Madsens sag ligger i øjeblikket hos Rigspolitichefen, mens 3F forsøger sig med en prøvesag hos Justitsministeren.


Seneste nyt

fra Nordjylland