EU-millioner til Læsø

Den enestående natur på Læsø skal bevares med hjælp fra op mod 2500 græssende dyr.

Læsøs truede strandenge får snart hjælp. Miljøministeriet og Læsø kommune vil sammen med EU bruge 16 millioner kroner på et projekt, der både skal redde naturen og skabe flere arbejdspladser.

Planen er at sende op mod 2.500 kreaturer ud på øens strandenge, som skal græsses for ikke at gro til og blive ødelagt, skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

- På Læsø vil vi vise, at det kan lade sig gøre at skabe arbejdspladser ved at styrke naturplejeindsatsen. I en grøn økonomi lever vi af at passe på naturens mangfoldighed samtidig med, at vi skaber vækst og arbejdspladser, siger miljøminister Ida Auken (SF).

I første omgang vil der blive skabt job til folk, der skal tilse dyrene om sommeren og passe på dem i stalde om vinteren. På sigt vil der være mulighed for, at de mange dyr danner grundlag for at oprette et slagteri på øen.

Tidligere var der mange græssende dyr på Læsø, men strukturændringer i landbruget har betydet, at de fleste dyr i dag er væk. Men nu skal der gøres noget ved problemet, og borgmesteren i Læsø kommune er glad for at det nye projekt.

- Jeg er stolt af, at vi som kommune kan arbejde så tæt sammen med både staten og lodsejerne om at finde en god og skræddersyet løsning på vores helt specielle problemer, siger borgmester Thomas Wrichsberg Olsen og fortsætter:

- Det er endda en løsning, hvor arbejdet med at bevare vores unikke natur bidrager med vækst til øen. Det, synes jeg, der er store fremtidsperspektiver i. Også i resten af landet.

Der er mere end 350 lodsejere med i projektet. Tanken er at skabe et lodsejerfællesskab, der ved hjælp af ansatte hyrder skal passe og pleje både naturen og dyrene.

EU's LIFE-program vil støtte opstarten af projektet med otte millioner kroner.


Seneste nyt

fra Nordjylland