Fælles fanklub

Ishockeyfanklubberne i Aalborg har slået sig sammen til én fælles - Pirates Support. Det blev en realitet på et fælles møde mellem Red Knights og Aalborg Pirates Support forleden.

Den nye fanklubs bestyrelse glæder sig over, at det omsider er lykkes at samle kræfterne i én fanklub, og forventer, at den i fremtiden bliver både større og stærkere.

- Det er bestemt min forventning, at vi vokser i størrelse fra dag et. Vi har et stærkt hold i bestyrelsen, og vi har dygtige og erfarne udvalgsformænd på samtlige poster. Når vi kombinerer det med de imponerende tilskuertal, Aalborg Pirates har for tiden, må vi også konkludere, at udgangspunktet for vækst er til stede, udtaler den nyvalgte formand, Mikael Larsen, som indtil mandag var næstformand i den ene af de nu fusionerede fanklubber, Aalborg Pirates Support.

Pirates Support ønsker at blive et samlingspunkt for ishockeyfans i Aalborg og omegn, og en stærkere fanklub vil ikke bare give mere liv på lægterne, det vil også være en håndgribelig fordel for Aalborg Pirates.

- En stor del af fanklubbens arbejde drejer sig naturligvis om at støtte vores spillere både hjemme og ude, men i fanklubben har vi også en masse frivillige, som giver moderklubben en hånd med det praktiske arbejde. De hænder vil der forhåbentlig blive flere af i fremtiden, lyder det fra formanden.

Flere nyheder fra TV2 Nord